Indholdet på xanadues-imagination

Jeg startede denne blog i april 2011. Tanken var, at jeg ville anmelde bøger, manga og anime. Det gik også fint i starten, men lige så stille har bloggen udviklet sig, så jeg nu også laver indlæg om de blogpost og artikler fra den skrivende verden, jeg støder på og finder interessante. Dem vil du kunne finde under #BlogsOmSkrivning.

På grund af familieforøgelse og husbyggeri modtager jeg i denne tid ikke bøger til anmeldelse. Jeg skal nok skrive, når jeg igen lukker op for denne mulighed.

Indtil da kan jeg varmt anbefale at kigge forbi min hjemmeside, hvor jeg har samlet en liste over aktive og dygtige bogbloggere. Linket er her; http://xanadues-imagination.mono.net/hjemmesider-og-blogs-der-anmelder-bger

Ellers kan jeg også anbefale at tage et kig forbi Newpubs liste;

http://www.newpub.dk/artikel/oversigt-over-bogblogs-og-boganmeldere/

Har du selv en bogblog og er ikke på listen, så er du meget velkommen til at sende mig en mail på lenelarsen81@gamil.com, så sørger jeg for, at du kommer på listen på min hjemmeside. Skriv også til Newpub, så kan det jo være, at der er flere forfattere, som får øje på din blog og sender en bog afsted :-)

Kosmos og Kaos.dk

Kosmos og Kaos.dk
Min hjemmeside, som omhandler emner, der vil interessere det skrivende folk. Tryk på logoet og du vil blive sendt direkte over på hjemmesiden.

@XanaduesImagina

@XanaduesImagina
Nu er Xanadues-Imagination også kommet på Twitter. Mine tweets vil omhandle nye indlæg på min blog, hjemmeside og andre skriverelateret emner.

mandag den 23. januar 2012

Dette burde skrives i nutid af Helle Helle (roman)





Dette burde skrives i nutid
af
Helle Helle











I denne historie, som jeg nærmest vil beskrive som social realisme, møder vi Dorthe Hansen, og hendes faster med samme navn.

Dorte er begyndt på universitetet, men har ikke været der, siden det første møde med studiegruppen. Nu er hun ved at købe et lille hus, tæt på en jernbane. Hendes faster er med hende, og tæller skridtene fra huset til jernbanen.

Langsomt får vi gennem nogle kapitler oplyst Dorthes historie, ikke hendes historie siden barndommen, men blot måske omkring et års tid tilbage i tiden. Den tid, hvor hun først møder Per, og flytter sammen med ham på hans forældres gård. Derefter møder hun Pers fætter, og flytter sammen med ham.

Da det heller ikke går, og han går fra hende, så bliver hun boende på hans værelse, og er sammen med en af de andre i komplekset, indtil han opsiger værelset. Dernæst bor hun hos sin faster, indtil fasteren får en kæreste, og her kommer det lille hus ind i billedet.

Forældrene er opsøgende, men Dorthe undgår dem, ligesom un undgår universitetet og diverse andre ting i hendes liv, uden at der gives nogen forklaring.

Min mening - Ja jeg ved næppe, hvad jeg skal skrive. Jeg måtte trække mig gennem hvert eneste kapitel. Det positive, der kan siges, er at jeg kan se det hele for mig, og sproget er let og flydende.

Men der er godt nok mest negativt. Hvad er det for en historie, der er jo ingen overhovedet! Hovedpersonen vandre gennem livet, fra kæreste til kæreste, eller det hankøn som lige er i nærheden, om han så er optaget eller ej. Der ses ingen struktur og begrundelse for denne besynderlige adfærd, medmindre at bogen skal fortælle, at man efterligner hinanden. For de to Dorther minder om hinanden.

Det mest spændende ved bogen, er at der medfølger bogmærke, ligesom i de gamle bøger. Men så er alt også sagt. Less is more, er et ordsprog, som ofte bruges af dem, som skriver. Det betyder, at man skal lære at skære ind til benet, og ikke pynte sin historie unødigt.

Her er det virkelig skåret indtil benet, så meget at jeg ikke kan se, om det er et lårben eller et bækken, jeg sidder med. Om hovedpersonen kan jeg kun sige, at godt hendes slags ikke domminerede i stenalderen, for så havde menneskeheden da aldrig overlevet!


Foredrag på biblioteket d.25/1-2012

Var så heldig, at bibliotket havde arrangeret et foredrag med Helle Helle. Tænkte, at det kunne være oplysende at høre hende selv fortælle om sine historier, og det var det.

Hun kom ind i salen, mens den så småt var ved at blive fyldt. Satte sin sorte taske på bordet, var selv klædt i sort, sorte støvler med en meget høj spids hæl. Har altid tænkt på, om sådanne støvler er behagelige at gå i.

Enkelte begyndte at nærme sig bordet med deres bøger i hånden, og det fik også modet frem i mig. Jeg gik derop, rød i ansigtet og et lidt for højt blodtryk. Men hun var virkelig imødekommende, mødte mine øjne og spurgte, om jeg havde pjækket fra arbejde for at høre foredraget. Det havde jeg ikke, da jeg den dag havde aftenvagt.

Heldigvis spurgte hun ikke om, hvad jeg synes om bogen, om end jeg rent faktisk tror, at lige netop hun godt kunne klare at høre sandheden. Hun startede med at fortælle om, at hun ofte blev stillet mange interesante spørgsmål. Eksempelvis havde en spurgt hende om, hvorfor hendes bøger altid føltes som en lang indledning?

Et andet spørgsmål, hun ofte bliver stillet, er hvad hendes bøger egentligt handler om, for der sker jo ikke noget. Det er så svært at svare på, udbrød hun. Ved det ikke rigtigt, kan ikke svare på det, men derfor læser hun anmeldelser, fordi det er anmeldelser gode til at svare på.

Når hun starter på en ny historie, eks. Dette burde skrives i nutid, så starter hun med; hvor skal det foregå?

I denne historie fandt hun så Glumsø, dernæst en mor, en far og en Irma. Hovedpersonen var 39 år, studere i KBH, men kommer aldrig på studiet, men det ved forældrene ikke. Langsomt blev Dorthe så yngre og yngre, indtil hun endte på 21 år, og forældrene endte med at glimre ved deres fravær.

Men det er sådan, det er at skrive. Der skal så lidt til at ændre det hele.

Historien forgår i 80érne, fordi så kan hun undgå mobiltelefoner. Ved ikke, hvordan hun skal forholde sig til mobiltelefoner. Folk kan jo ikke strande nogen steder og møde andre, fordi de lige kan ringe. Alle kan jo så let komme i kontakt med hinanden.

Historien skulle handle om en, der skriver, men det kom til at fylde mindre og mindre.

Om titlen sagde hun, at man reflektere over datiden, ikke nutiden. Men Dorthe reflektere ikke, det sker ikke. Derfor hedder bogen, Dette burde skrives i nutid.

Helle Helle vil gerne have fokus på at beskrive mødet mellem mennesker, sådan som vi møder hinanden i virkeligheden. Derfor beskriver/fortæller hun, hvad personerne gør, ikke hvad de tænker og føler.

når hun skriver, så tænker hun ikke i symboler, plots, problemstillinger og temaer. Hun udbygger ikke et skelet, og derefter langsomt bygger historien op.

Det sker heller ikke, at hendes personer tager magten fra hende. Hun synes, at det lyder så eksotisk, når forfattere fortæller, at deres personer sidder med til bords. Men det sker ikke for hende. De tager ikke magten, men det gør sproget sommetider.

Hun har meget fokus på de gode sætninger. Er der nok gode sætninger, så er det nok også en god roman. Derudover tilføjer hun, at tegnsætningen er vigtig. En god læseoplevelse ligger i tegnsætningen. Der er ingen læsere, som sidder og roser tegnsætningen, men den er bare så vigtigt.

- en pointe, jeg ikke synes, kan understreges nok.

Det var et virkelig godt fordrag, og med det i bagagen, begyndte hendes historie at gro lidt på mig. Det betyder dog ikke, at jeg vil læse mere af hende. Jeg tiltrækkes af føleri og drager. Jeg vil helt ind under huden af de peroner, jeg læser om. Der skal være store kampe, udvikling og det er vigtigt at gøre det rigtige. Det kan Helle Helles historier ikke give mig. Men det kan jeg ikke bebrejde hende.

Hun oplyste, at der er en modstand i hende, mod at nogen gør det rigtige. Hun dykker ned i det der med, at de ikke kan finde ud af det, og ikke rigtig går den rigtige vej.

2 kommentarer:

  1. Jeg havde samme oplevelse ved at læse 'Ned til Hundene' af Helle Helle. Hun har en beundringsværdig socialrealistisk stemningsbeskrivelse, der nærmest får en lyrisk effekt, men personligt har jeg det lige som dig - at det simpelthen ikke er min stil i en roman. Læste den ikke færdig :b Men det lyder som et interessant foredrag du har været til.

    SvarSlet
  2. Gid det var mig, der havde været til det foredrag. Jeg finder Helle Helles skriveteknik meget interessant og virkelig smuk. Dette betyder dog ikke, at jeg kun læser denne form for litteratur, for i længden kan det måske blive for meget (eller for lidt?). Men engang i mellem er det rart selv at fylde hullerne ud i teksten og bare nyde sproget, hvilket kan lade sig gøre med Helle Helles skriverier.
    Og tak for informationen om titlen - titler er altid interessante.
    Hilsen Natasja Kamile
    Natasjakamile.blogspot.com

    SvarSlet