Denne weekends tilbud hos Frie Forfattere

I denne weekend kan du vinde ebogen "Spark i din forfatterrøv" af Ane-Marie Kjeldbjerg, som jeg også har anmeldt her på bloggen. Den kan varmt anbefales.

Læs mere om konkurencen ved at følge dette link;

http://frieforfattere.wordpress.com/2012/10/19/weekendtilbud-konkurrence/

Spark i din forfatterrøv af Ane-Marie Kjeldbjerg



Spark i din forfatterrøv

-15 øvelser, der får dig til at skrive-

Bonus; forfatterspirens 7 dødssynder.

Af

Ane-Marie Kjeldbjerg

 

Som bogblogger er det altid rart at få et tilbud om en gratis bog til læsning og anmeldelse. Jeg har været så heldig, at forfatteren Ane-Marie tilbød mig en kopi af hendes seneste bog, som handler om skriveprocessen.

Bogens indhold er først og fremmest de 15 skriveøvelser, samt de efterfølgende tekster, som forklarer skriveøvelsens formål. Øvelserne går ud på at øve synsvinkler, skrive dialoger, samt få et øget kendskab til dig selv som forfatter eller skribent.
 

Jeg vil tillade mig at bruge et citat fra bogen. Citatet er udvalgt, fordi det giver et godt indblik i, hvad denne skrivebog kan give dig. Citatet er fra den tekst, som hører til nonstop skrivning;

(citat – start)

Magien ved en nonstop-skrivning som den, du udførte i dag, er, at du skriver. For hemmeligheden ved at skrive er – at skrive. Du kan tænke så meget over de rette teknikker, de rette emner, eller hvad Lars Bukdahl eller din svigermor vil sige, at du aldrig kommer i gang. Og kommer du ikke i gang, finder du med sikkerhed ikke ind til din identitet som forfatter og dermed til din egen form og tone.
 

Når du skriver nonstop og er ”tvunget” til ikke at disponere, ikke at tænke over retskrivning og (reelle eller imaginære) kritikere, ikke at læse tilbage og rette, men blot skrive og ikke holde op med det, tager du helt enkelt fusen på hæmningerne og får gang i pennen. Men ikke alene det, ofte vil metoden også i det flow, der opstår, når du skal skrive uafbrudt, bringe dig bag om indlærte mønstre, forventninger og vanetænkninger og derved bringe dig i kontakt med nye emner eller vinkler på emner – eller med nye udtryksformer.

(citat – slut)
 

Forfatterspirens 7 dødssynder er bestemt værd at læse. Jeg kan selv erklære mig skyldig i nummer 5 på listen. Jeg er så dygtig til at ”sætte kamera på hele vejen fra A til B.” Det handler om evnen til at skrive gode transportkapitler, altså hvordan man får sin hovedperson fra A til B, uden at kede læseren til døde. Jeg er en mester i at skære alt ud i pap med tonsvis af detaljer. Det er super interessant for mig, men dødkedelig for alle andre.

 

Min mening;

Hvis du er gået i stå med din historie, eller du skriver på mange historier, men får aldrig noget afsluttet. Du drømmer om at skrive en bog, har skrevet lidt hist og pist, men aner ikke rigtigt, hvem du er som forfatter eller hvordan man egentligt skriver.

 

Så køb denne bog. Gå ned i Brugsen, tigeren eller en anden billig forretning, køb en kinabog eller en anden form for notesbog og nogle gode skriveredskaber. Find den selvklæbende tape frem, en blog A4 papir og sæt dig ned i sofaen. Sluk mobil, radio, computeren og sørg for at du ikke forstyrres af lysten til overspringshandlinger. Nu er du klar til at gå i gang, og der skal skrives.

 

Det er nemlig det, denne lille skrivemanual kan. Den kan lære dig noget af det basale ved at skrive, og den kan lære dig en hel del om, hvem du er som forfatter. Når du er færdig, har du en logbog, som du kan kigge tilbage i, læse igen og tilføje, efterhånden som du udvikler dig.

 

Manualens styrke er, at den er overskuelig, opgaverne er til at løse og det er en ligetil måde at få indsigt i egne styrker og svagheder som forfatter. De syv dødssynder bør nok læses en ekstra gang, da det er faldgrubber, som selv erfarne forfattere falder i med jævne mellemrum. Det eneste minus er, at der ikke er et link fra opgaven til den tilhørende tekst. Det kunne være ret nyttigt, at man ikke skal bladre frem og tilbage. Men det er det eneste som jeg lige stødte på.

 

Det er en bog om det at skrive, som jeg varmt kan anbefale.

Anika Eibe har også skrevet en anmeldelse på sin bogblog; http://eibesbogblog.blogspot.dk/2012/09/spark-i-din-forfatterrv-ane-marie.html

E-bøger på mobilen

Endnu et indlæg om Ebøger på mobilen, men denne gang er det for at fejre, at det er lykkedes. J

Jeg har fået to ebøger fra Gyldendal. Efter at have downloadet dem til Calibre på min computer, så de var i sikkerhed, besluttede jeg mig for at prøve engang til med min mobil. Til min store overraskelse lykkedes det!

Jeg downloadede link nummer to, og den gik rent ind. Jeg skulle bare trykke på download into Aldiko på min mobil, så blev ebogen automatisk overført og tydelig på min boghylde.

Jeg ved ikke, hvad der gik galt sidst, men nu har min mobil altså et lille bibliotek i sig. Det er skønt at gå rundt med bøger, uden at skulle slæbe en stor taske med. Jeg sad og kiggede spændt på den, mens den hentede bogen. Jeg tænker, at jeg nok ikke så anderledes ud, end dem der i 50érne sad og beundrede tromlen i vaskemaskinen. J

Glæder mig til at læse dem og andre ebøger. Nu ser det udtil, at det virker. Jeg er bare så glad. Det har været lidt en træls dag, men nu ser det lyst ud.

Ebogs tester for Gyldendal

Jeg har gået og været lidt spændt i den seneste tid, faktisk den sidste uges tid. Sagen er, at jeg så på twitter at Gyldendal ledte efter folk, som læste ebøger. Jeg skyndte mig at svare på deres tweet og sende dem min mailadresse.

To uger senere blev jeg kontaktet af Gyldendal, og det tog mig lige et par dage at svare, men jeg kom med i deres panel af testpersoner.

Sagen er, at Gyldendal også har fået øje på ebogsmarkedet, men de vil gerne sikre sig, at deres ebøger lever op til den normale standard for pbøger (forkortelse for papirbøger). Det er altså ikke det grammatiske, som skal være fokus for deres testere, men derimod om nogle ord står sjovt, er skilt ad, for mange mellemrum og andet. De vil gerne have, at man tager et screnshot af siden med problemerne, da det ikke giver mening at angive sidetal, når man læser ebøger. Sidetallet afhænger nemlig af den tekniske enhed, som man læser sin ebog på.

Nu skal jeg så blot lære at tage screnshots og redigere dem, men det har jeg heldigvis en, som kan lære mig uden de store problemer.

I dag har jeg så modtaget et link til de første to bøger. Jeg har også fået lov til at anmelde dem her på bloggen, hvis jeg skulle have lyst til det. Jeg glæder mig allerede. Det er en fin måde at blive mere bekendt med ebøger, udover Ereolen. Jeg skal også have min mobil til at virke, så jeg kan læse ebøgerne på den, indtil det lykkedes for mig, så bruger jeg mit nye program Calibre på min bærbare.

Tekniske Problemer!

Jeg har været så heldig, at en forfatter spurgte efter bogbloggere til at anmelde hendes nye bog om skrivning. Jeg sendte en mail og fik et link til e-bogen.

Nu plejer jeg at låne e-bøger fra Ereolen, og det har aldrig været et problem at downloade dem. Jeg undersøgte min aldiko app http://www.aldiko.com/  og det så ud til, at den understøttede epub formatet, så jeg følte mig sikker.

Jeg brugte det direkte link, fik oprettet mig som bruger og så på deres hjemmeside, at aldiko appen skulle være funktionel. Det var den bare ikke. Min galaxy note gik i bakgear, den ville ikke downloade noget som helst! Jeg forsøgte igen, igen, igen og igen. Indtil jeg til sidst faldt tilbage i sofaen. Hvorfor kan man ikke bare få programmer til at virke? Et program som af sig selv tænker, hun vil downloade en ebog i det her format, så jeg installere lige disse programmer og sparer derved min ukyndige teknik-ejer for tonsvis af rynker og opgivende tårer.

Efter at have afprøvet at installere ebogen på min computer med et negativt resultat, læste jeg mailen igen. Der var anbefalet et gratis program ved navn Calibre http://calibre-ebook.com/

Jeg er normalt ikke vild med at downloade programmer, jeg ikke kender. Men havde hørt om programmet før på de skrive og forfattergrupper, som jeg er medlem af på facebook. Der var en version for Windows, så den blev valgt. Det gik ret let med at installere det og der kom af sig selv en genvejsknap. Endelig et program, som hjælper en håbløs installatør!

Jeg prøvede at åbne bogen igen og Adobe reader blandede sig, indtil jeg huskede, at jeg havde sat min computer til at forsøge at åbne ebogen med dette program i første omgang. Det store spørgsmål var så, hvordan får jeg den til at lade være med det?!

Jeg fik den gule barre nede i bunden frem igen og gemte ebogen som ulæselig Adobe fil. Men jeg gemte den i mit nye Calibre program J Jeg trykkede på højre knap på musen og der kom et ”åben som.” Jeg kunne nu åbne det i Calibre uden problemer og gå i gang med at læse ebogen.

Sikke en lettelse efter nogle hårde følelses-udbrud. Jeg ved, at det er en mulighed at læse ebøger på min mobil. Jeg har forsøgt at downloade Ibooks http://itunes.apple.com/dk/app/ibooks/id364709193?mt=8

Men det ville min mobil ikke, og programmet gjorde mig opmærksom på, at det ikke var et apple-produkt.

Jeg tror stadig på, at det er muligt at læse ebogen på min note. Jeg er blot ikke teknik-kyndig nok, men heldigvis har jeg nok af stædighed, så det skal nok lykkes. Indtil da har jeg Calibre, og jeg tror faktisk, at vi kan blive helt gode venner. Det virker meget venligt overfor dets bruger.

Måske kan det også lykkes, hvis jeg kobler min mobil til computeren og overfører bogen fra Calibre til aldiko. Det må afprøves en dag, men for nu lægger jeg teknikken til side og vil nyde min bog med stor tak til forfatteren, som sendte den til mig.

Forhåbentligt går det ikke længe, før jeg kan lægge et billede og en anmeldelse, både her og på min nye fane på min hjemmeside, som hedder ”Bøger og skrivning/forfatterskab.”

http://www.xanadues-imagination.mono.net/bger-om-skrivningforfatterskab

Departures - Japansk film fra 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Departures

Japansk film fra 2008

Japansk tale med danske undertekster

 

Daigo er Cellist og spiller professionelt i et bandt. Desværre er der langt mellem tilhørerne, og det ender med at ejeren nedlægger orkesteret. 

Daigo står nu uden job, med en dyr Cello. De kan klare sig for hans hustrus indtægt. Mika arbejder som web-designer, men lånet på celloen kan hendes løn ikke klare. Daigo bliver nødt til at sælge den, og må nu se sig om efter en ny mulighed i livet.

Det ender med, at han sammen med Mika flytter tilbage til sin fødeby og det hus, som hans mor efterlod ham. Mika følger med, men fortæller ikke Daigo om sine virkelige følelser. Det er svært at finde et job, men en dag ser Daigo en annonce i den lokale avis. Mika og ham tror først, at det handler om et rejsebureau. Det gør det ikke.

Faktisk ender Daigo med at få jobbet som NK. Det er et niche arbejde, hvor man gør den afdøde klar til deres sidste rejse. Det er ikke en bedemandsfunktion, men består simpelthen i at vaske liget, klæde det på, lægge makeup og til sidst lægge det op i kisten. Alt imens familien ser på. Herefter tager bedemanden over.

Daigos første sag er et gammelt lig og det får ham til at kaste op og styrte hjem til Mika, men først må han standse ved det lokale badehus, da han lugter ret fælt. Mika forstår ikke, hvad der gør hendes mand så oprørt, og Daigo fortæller hende ikke om sit virkelige arbejde.

Den aften finder han sin gamle børne-cello frem, sætter den i de velkendte huller i gulvet, hvor den også stod i hans barndom og spiller. Noget løsner sig inde i ham, da følelserne får lov at strømme gennem celloen.

Han bliver væk fra arbejdet, men hans chef – som er klog på sin egen måde – får ham tilbage igen. Denne gang overvære Daigo en service, som får familien til at føle sig dybt taknemmelige. Han ser det smukke i sit nye job.

Men da byen, gamle barndomsvenner og Mika finder ud af sandheden bag hans arbejde, så mærker han foragten og fordømmelsen. Samtidig får byen ham til at huske sin far. Faren, der fik ham til at spille cello og som forlod hans mor for en barpige. En far, hvis ansigt, han ikke husker klart, men som lærte ham historien om stenbrevet.

Min mening; Jeg sad og græd flere gange under denne film. Det er ikke en hurtig film, men en film, hvor hver eneste scene er nøje gennemtænkt og indspillet i forhold til helheden. Der er noget smukt i døden og i denne film, blandes fortid, nutid og den endelige sidste rejse sammen.

Det er en film, man skal sætte sig ned og se, når man har tiden til at mærke den. Filmen kryber ind under huden, den bringer tårer og grin frem. Mika er sådan en lattermild lille japanerinde, som straks vandt mit hjerte. Jeg er vild med Daigos eftertænksomhed og hans mod til at møde fortiden, da den bliver kastet i hovedet på ham.

Jeg kan helt klart anbefale denne film, men sæt dig kun ned og se den, hvis du har tid til at ofre den tid og de følelser, som den kræver.

Atalanta - i Gudindens skygge - af Anika Eibe med forfatterinterview

Atalanta

- I Gudindens skygge -

af Anika Eibe

Handling;

Artemis løber gennem skoven. Gudinden nyder den kølige bjergvind og hendes intuition byder hende at være i netop denne skov på dette tidspunkt. Hendes intuition fejler aldrig, så derfor tvivler Artemis ikke. En mand af adelig afstamning dukker op med et spædbarn, en lille pige, hvis mor døde under fødslen. Manden vil ikke have endnu en datter at brødføde, så han er kommet for at lægge den lille pige ud for at dø og blive fortæret af vilde dyr.

Harmfuld over mandens handling tager Artemis den lille pige op på olympen, hvor alle gudinderne bliver tilkaldt for at give hende hver en gave. Det er gudindernes hævn over deres mænds stolthed over sønner og drengebørn. Artemis straffer også Atalantas far hårdt, men lover gennem sit eget orakel, at han vil gense sin datter en dag.

Atalanta vokser op hos en jægerstamme, fjernt fra det civile græske samfund. Hendes forældre ser hende som deres datter, selvom hun er lyshåret, højere end alle – selv mændene i stammen – og vidunderlig smuk. Men Artemis har planer for sin yngling, og da Atalanta forlader jægerstammen for at følge gudindens planer, viser Artemis sig en nat for hende, afkræver at hun ofre til hende og aflægger et løfte om kyskhed. Atalanta gør dette og aflægger byen Jolkos et besøg. Her forklæder hun sig som mand og skjuler sin skønhed med sod. Hun deltager i konkurrencerne om at imponere Jason, den ægtefødte kongesøn, opdraget hos den vise kentaur Cheiron. Han vil have sin trone tilbage og må derfor rejse ud efter det gyldne skind.

 

Atalanta klarer alle udfordringer, men må dog give op for sønnen af vindenes gud. Jason tager hende med på færden, hvor hun må kæmpe for at vinde de andre argonauters respekt og venskab. Hendes kyskhedsløfte bliver også sat på en hård prøve, da de første spæde kærlighedsfølelser viser sig. Hun redder dog mændene i flere omgange, netop fordi hun er kvinde. Først på øen Lemnos, hvor dronning Hypsipyle og hendes kvinder tager imod de hungrende mænd. Kvinderne har dræbt deres mænd og de kvinder, mændene tilranede sig. Der findes en løsning på fred og først efter en rum tid og flere børnefødsler forlader mændene øen. Atalanta har i mellemtiden kedet sig bravt og ser frem til næste del af rejsen.

 

Min mening;

Jeg læste Atalanta med stor iver, faktisk så stor, at jeg fandt mig selv i at tage bogen med ud på toilettet, blot for at læse videre! Det siger noget om denne bogs tiltrækningskraft. Jeg har rejst i mange fantasi-riger, men nu kan jeg også sige, at jeg har været ombord på Argo, og det var spændende!

Jeg er vild med den måde, som forfatteren bruger de olympiske guder og de græske myter. Deres indblanding i menneskers liv, de straffe og den tvang, som de bruger til at herske over deres skæbne. Artemis tager et spædbarn og alle olympens kvinder velsigner babyen Atalanta. Artemis redder Atalanta, men bruger hende som et våben og en hån overfor deres mænd og disse sønnestolthed. Ydermere afkræver Artemis et kyskhedsløfte af Atalanta.

Alle, som har haft ”oldævl” eller blot har den mindste interesse i græsk mytologi, vil vide, at netop sådan er guderne og gudinderne. De bruger menneskene i deres egne intriger og spil mod hinanden.

Jeg lånte denne bog på biblioteket, men næste gang jeg bestiller en bogpakke, så bestiller jeg også min egen udgave af Atalanta. Det er en historie, som jeg helt sikkert vil læse igen. Jeg kan varmt anbefale denne bog, og den får bestemt en plads i mit voksende bibliotek.

 

Forfatterinterview; Anika Eibe

Født 1973, bosiddende på Langeland

Bibliografi:

- Nynazisten (ungdomsroman)

- Fuck det! (ungdomsroman) & Fucked up! (ungdomsnovelle)

- Moderne Danske Eventyr I (eventyrnovelle)

- Atalanta (mytologisk gendigtning)

- Moderne Danske Eventyr II (eventyrnovelle)

- Dronning af blod (historisk roman)

- Buketten (samtidsnovelle)

Hjemmeside: www.anikaeibe.dk

Blog: http://anikaeibe.blogspot.dk/

- Hvordan redigerer du dine historier, får du hjælp til det, eller har du
selv lært håndværket (på den hårde måde)?

Jeg har ikke lært håndværket via en sproglig uddannelse, men ved at læse og
skrive rigtig meget. At læse meget giver én en sproglig rygrad, som man
bruger ubevidst i sine egne historier.

I mange år har jeg haft betalæsere, der hjælper mig med at påpege sproglige
og plotmæssige fejl.

Mine redigeringer består af at jeg gennemlæser romanerne/novellerne flere
gange, og gerne ”højt” i hovedet, så jeg får øje på sproglige knuder. Jeg
har endnu ikke fundet en bedre metode end højtlæsning.

- Hvornår begyndte du at skrive, og var du åben omkring det, eller holdt du
det for dig selv, indtil du f. eks. var udgivet?

Som mange andre begyndte jeg at skrive som barn. Jeg elskede stile i skolen
og afleverede altid lange fristile. I min fritid skrev jeg gerne historier
om – sjovt nok – hestepiger, der med deres elskede gangere red ind i
parallelverdener.

Så kom der en periode uden skriverier, hvor jeg bare havde travlt med at
være ung, men da vi fik vores første computer i midten af halvfemserne kom
min gamle lyst frem i lyset igen. Allerede på et meget tidligt tidspunkt
derefter satte jeg mig for at skrive en bog, der skulle udgives.

- Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du gerne ville skrive, var de
støttende, fordømmende, ligeglade, fandt de det underligt eller var det i
orden, at du gerne ville forfølge dine drømme?

Jeg sagde det nok ikke til så mange andre end blot den nærmeste familie. I
vores familie har vi altid været meget kreative, og derfor har jeg kun mødt
opbakning.

Anderledes var det dog blandt venner, bekendte og arbejdskollegaer, da jeg
fortalte dem om det på et senere tidspunkt. De har vist aldrig helt kunnet
forstå fascinationen.

- Hvordan er din arbejdsrutine, er du systematisk, holder en lige linje,
arbejder i et vist antal timer for så at holde pause, eller arbejder du,
når inspirationen rammer dig?

Tidligere var jeg meget ustruktureret, og det i flere henseender angående
skrivningen. Desværre ramlede jeg ind i et stressnedbrud, hvilket har fået
mig til at arbejde anderledes. Det gælder både mit forfatterskab og mit
civile arbejde som bogholder.

Nu har jeg indgået et skrivefællesskab med to gode forfattervenner hvor vi
ugentligt skal aflevere som minimum et kapitel, en sceneoversigt eller
noget andet skriverelateret. Den deadline gør at jeg tvinger mig selv til
at skrive, hvor jeg ellers ville have spildt tiden på ligegyldige ting.

Tidligere fik jeg ofte en ”hvad-nu-hvis-idé” og begyndte bare at skrive fra
starten af. Men det kostede mig for mange romaner, hvor jeg fik skrevet mig
op i et hjørne, og som jeg blev nødt til at kassere.

Nu laver jeg rent faktisk sceneoversigter og har downloadet mig et
skriveprogram, hvor jeg nemt kan genfinde scener og holde styr på mine
personer. Lidt surrealistisk i forhold til min tidligere skrivestil, men
det virker faktisk.

- Skriver du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til
den anden, for derefter at binde det hele sammen?

Jeg har aldrig kunnet pusle en roman sammen, selv om jeg har hørt om flere
der gør den slags. Jeg finder det meget imponerende, men det duer ikke med
min form for skrivning. Jeg kan kun skrive kronologisk, for mine personer
udvikler sig undervejs. Personen i første kapitel vil aldrig være helt den
samme i sidste kapitel, da han/hun formentlig har oplevet adskillige ting
undervejs, der er personlighedsskabende, og dermed ved jeg ikke hvordan
han/hun vil reagere i situationen før jeg når til den.

- Hvordan var det, da din første bog kom på gaden, og hvordan var det med
bog nr. 2?

Det var stort, og skræmmende ad h… til. Lektører, anmeldere, journalister,
venner og familie … alle fik nu – uden filter – mulighed for at se hvad det
var jeg lavede. Og mulighed for at sable det ned. Der er ingen kære mor,
når først barnet er skubbet ud ad reden.

Det var ikke anderledes med roman nr. 2 eller 3. Det er stadig frygtelig
skræmmende og vanvittigt spændende og kæmpe stort. J

- Hvordan prioriterer du hverdagen og skrivningen, hvordan får du det til
at hænge sammen?

Desværre har jeg endnu ikke haft mulighed for at kunne leve af skrivningen,
og har derfor et fuldtidsarbejde som bogholder ved siden af. Derfor er mine
aftener nærmest hellige. Når først poden er lagt i seng, er der dømt
skrivning. Her har jeg så et par timer, hvor jeg hver aften kan bruge tid
på hhv. research, betalæsning eller skrivning.

Derfor bliver jeg også ofte rastløs, hvis for mange af mine aftener bliver
besat med andre sociale ting.

- Har du fået gode råd af andre undervejs, søgt hjælp og støtte på f.eks.
nettet?

Da jeg startede med at skrive var det før internettet blev særlig udbredt
(ja, så gammel er jeg J), og jeg følte mig temmelig alene med min hobby.
Faktisk var jeg i årevis sær og anderledes og kunne ikke forstå at jeg
fantaserede og fik underlige ideer set i forhold til mine venner.

Så fandt jeg Fyldepennen.dk og her fandt jeg ligesindede. Det var som at
komme hjem! Det kan slet ikke beskrives hvor skønt det var at finde ud af
at jeg ikke var småskør, men blot forfatter! Det gav *så* meget mening lige
pludselig. Her har jeg fundet fantastiske venner og bekendte som jeg håber,
vil være i mit liv længe endnu.

Med disse ligesindede blev det nu muligt at sparre. Ikke blot om det
skrivemæssige, men også om den pudsige og uigennemsigtige forlagsverden.

- Har du et specielt arbejdsrum/sted eller skriver du i stuen, på en cafe
eller biblioteket?

Jeg skriver kun derhjemme, og gerne i stuen på min bærbare. Jeg indhyller
mig i min egen puppe, sætter hovedtelefoner på og lytter til metalmusik der
med sin fantastiske rytme er med at holde tempoet oppe i mit skriv.

Jeg kan ikke skrive på café eller andre steder, der har jeg for travlt med
at studere mennesker.

- Hvad synes du om bøger, der handler om at skrive, har du nogensinde selv
læst en?

Jeg har læst mange i årenes løb. Da jeg var nystartet var det Finn
Dreibecks bøger der var givende, men efter jeg har læst Stephen Kings ”On
Writing” behøver jeg ikke andre. Han taler direkte til mit forfatterhjerte,
og jeg tager den jævnligt frem og genlæser den.

- Hvilket forhold har du til dine personer, vandrer de rundt i stuen sammen
med dig, eller foregår det mere på et tankemæssigt plan? Hvordan kommer du
på dem?

De vandrer måske ikke ligefrem rundt i stuen hos mig, men de er altid med
mig. Når jeg er i gang med en roman befinder de sig i en krog af min
hjerne. Jeg er ikke helt klar over hvad de laver derinde, måske sidder de
og diskuterer hvordan de bedst kan løbe om hjørner med mig. ;-)

Jeg visualiserer sjældent mine personer. Jeg føler dem. Det lyder måske
lidt tåbeligt, men lige som jeg i virkeligheden sjældent bemærker hvordan
folk ser ud (medmindre de dukker op med grønt hår), får jeg sjældent
beskrevet mine personer fysisk. Det er uvæsentligt i min verden. Det er
deres tanker, følelser og handlinger der er det vigtige.

Når jeg starter en roman kommer personerne af sig selv. Jeg har en idé om
hvordan de skal være, men de kan sagtens tage magten fra mig. De er aldrig
mere faste i karakteren, end at de udvikler sig efterhånden. Én som jeg
måske troede, ville være sød og rar kan vise sig at være et dumt svin efter
nogle kapitler. Hvilket selvfølgelig også forklarer hvorfor jeg ikke kan
springe i kapitlerne.

- Hvor finder du din inspiration og research, informationssøger du på
Google, eller læser du fagbøger, opsøger du relevante mennesker, som måske
arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?

Overalt. Inspirationen kan komme hvor som helst fra, men da jeg nu helst
bevæger mig i den historiske genre læser jeg selv mange historiske romaner
og abonnerer selvfølgelig på bladet ”Historie”. Der ligger jo en roman og
venter i hvert eneste nummer. :-)

Når jeg så har besluttet mig for en historie, går researchen i gang. Her
læser jeg mange fagbøger og bruger især Google, da mange af de gamle
skrifter efterhånden er blevet scannet ind og til gratis benyttelse via
Google Books. Jeg har også tidligere opsøgt relevante mennesker og er da
fået et godt bekendtskab med en professor ved Syddansk Universitet. Min
erfaring er at andre nørder er lige så glade for at tale om *deres* felt,
som jeg er med mit.

- Hvordan er det at arbejde sammen med forlagene, både da du var novice
inden for skrivefaget og nu? Er der noget, som det er godt at overveje, når
man er ny, og når man er etableret som forfatter?

Den er lidt svær at svare på for mig. Jeg har udgivet tre romaner og tre
noveller med i alt fem forskellige redaktører. Der er stor forskel på
hvordan redaktører arbejder. Ligeledes er dette sket på fire forskellige
forlag, og her er der også milevid forskel på hvordan tonen og
arbejdsgangen er.

Det vigtigste er et godt og åbent forhold mellem forfatter og redaktør og
det kan nogle gange godt tage nogle år inden det er etableret.

- Hvordan tager du noter? Har du altid en notesbog i tasken, en diktafon,
bruger du mobiltelefonen. sniger du dig lige væk, hvis der dukker noget op,
som du bare skal have griflet ned, eller kan du holde det hele i hovedet?

Overhovedet ikke. Jeg er typen der aldrig har en kuglepen eller en
notesblok på mig. Jeg kan sagtens gå og finde på en fantastisk sætning
eller finde noget fantastisk viden, men får det ikke skrevet ned. Jeg *burde
* da min hukommelse er meget ringe.

Jeg er dog overbevist om at hvis det var så godt, som jeg troede, så dukker
det nok op igen.

- Hvilke bøger/genre læser du selv. Er du mest til din egen genre, og
fortrækker derfor også den som frivillig afslapningslæsning, eller er der
også andre genre, som du er fan af?

Jeg læser stort set alt, men det er nok det historiske og
spændingsromanerne som jeg altid vender tilbage til. Dog læser jeg yderst
sjældent digte.

- Har du en yndlingsbog, og hvorfor har du lige netop valgt den? Er det
historien, skrivemåden, persongalleriet eller noget helt tredje?

For det første er det selvfølgelig Stephen Kings ”On Writing”. Den vender
ofte tilbage til mine hænder, som havde den en egen vilje. Det er min
bibel. Og derudover …

Jeg læser vist alt, men min ubetingede yndlingsserie er ”Isfolket” af
Margit Sandemo, så man kan ikke beskylde mig for at være litterært snobbet.

Allerede da jeg læste den ved første danske udgivelse i firserne, ramte den
noget ved mig. Det overnaturlige kombineret med den historiske gennemgang
fra 1600 tallet op til 1960’erne er i mine øjne i perfekt harmoni med
hinanden. Plus det faktum at sproget er så enkelt at alle kan være med.

Ugebladslitteratur bliver der ofte set ned på, men det fantastiske er jo at
fx Margit Sandemo her har millioner af læsere. Hvor mange andre kan sige
det? Hun formidler et okkult/historisk stof så alle kan være med, og det må
dybest set være det vigtigste ved at være forfatter.

Det er jo læserne vi skriver for, er det ikke?

Interesante links;
Dette link fortæller om Jasons rejse efter det gyldne skind, og gør det i form af korte kapitler.
http://www.aerenlund.dk/mytologi/jason.html

For mere viden om myten om Atalanta, kan jeg henvise til disse links.
http://en.wikipedia.org/wiki/Atalanta
http://www.pantheon.org/articles/a/atalanta.html
http://thanasis.com/store/atalanta.htm