Departures - Japansk film fra 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Departures

Japansk film fra 2008

Japansk tale med danske undertekster

 

Daigo er Cellist og spiller professionelt i et bandt. Desværre er der langt mellem tilhørerne, og det ender med at ejeren nedlægger orkesteret. 

Daigo står nu uden job, med en dyr Cello. De kan klare sig for hans hustrus indtægt. Mika arbejder som web-designer, men lånet på celloen kan hendes løn ikke klare. Daigo bliver nødt til at sælge den, og må nu se sig om efter en ny mulighed i livet.

Det ender med, at han sammen med Mika flytter tilbage til sin fødeby og det hus, som hans mor efterlod ham. Mika følger med, men fortæller ikke Daigo om sine virkelige følelser. Det er svært at finde et job, men en dag ser Daigo en annonce i den lokale avis. Mika og ham tror først, at det handler om et rejsebureau. Det gør det ikke.

Faktisk ender Daigo med at få jobbet som NK. Det er et niche arbejde, hvor man gør den afdøde klar til deres sidste rejse. Det er ikke en bedemandsfunktion, men består simpelthen i at vaske liget, klæde det på, lægge makeup og til sidst lægge det op i kisten. Alt imens familien ser på. Herefter tager bedemanden over.

Daigos første sag er et gammelt lig og det får ham til at kaste op og styrte hjem til Mika, men først må han standse ved det lokale badehus, da han lugter ret fælt. Mika forstår ikke, hvad der gør hendes mand så oprørt, og Daigo fortæller hende ikke om sit virkelige arbejde.

Den aften finder han sin gamle børne-cello frem, sætter den i de velkendte huller i gulvet, hvor den også stod i hans barndom og spiller. Noget løsner sig inde i ham, da følelserne får lov at strømme gennem celloen.

Han bliver væk fra arbejdet, men hans chef – som er klog på sin egen måde – får ham tilbage igen. Denne gang overvære Daigo en service, som får familien til at føle sig dybt taknemmelige. Han ser det smukke i sit nye job.

Men da byen, gamle barndomsvenner og Mika finder ud af sandheden bag hans arbejde, så mærker han foragten og fordømmelsen. Samtidig får byen ham til at huske sin far. Faren, der fik ham til at spille cello og som forlod hans mor for en barpige. En far, hvis ansigt, han ikke husker klart, men som lærte ham historien om stenbrevet.

Min mening; Jeg sad og græd flere gange under denne film. Det er ikke en hurtig film, men en film, hvor hver eneste scene er nøje gennemtænkt og indspillet i forhold til helheden. Der er noget smukt i døden og i denne film, blandes fortid, nutid og den endelige sidste rejse sammen.

Det er en film, man skal sætte sig ned og se, når man har tiden til at mærke den. Filmen kryber ind under huden, den bringer tårer og grin frem. Mika er sådan en lattermild lille japanerinde, som straks vandt mit hjerte. Jeg er vild med Daigos eftertænksomhed og hans mod til at møde fortiden, da den bliver kastet i hovedet på ham.

Jeg kan helt klart anbefale denne film, men sæt dig kun ned og se den, hvis du har tid til at ofre den tid og de følelser, som den kræver.