Atalanta - i Gudindens skygge - af Anika Eibe med forfatterinterview

Atalanta

- I Gudindens skygge -

af Anika Eibe

Handling;

Artemis løber gennem skoven. Gudinden nyder den kølige bjergvind og hendes intuition byder hende at være i netop denne skov på dette tidspunkt. Hendes intuition fejler aldrig, så derfor tvivler Artemis ikke. En mand af adelig afstamning dukker op med et spædbarn, en lille pige, hvis mor døde under fødslen. Manden vil ikke have endnu en datter at brødføde, så han er kommet for at lægge den lille pige ud for at dø og blive fortæret af vilde dyr.

Harmfuld over mandens handling tager Artemis den lille pige op på olympen, hvor alle gudinderne bliver tilkaldt for at give hende hver en gave. Det er gudindernes hævn over deres mænds stolthed over sønner og drengebørn. Artemis straffer også Atalantas far hårdt, men lover gennem sit eget orakel, at han vil gense sin datter en dag.

Atalanta vokser op hos en jægerstamme, fjernt fra det civile græske samfund. Hendes forældre ser hende som deres datter, selvom hun er lyshåret, højere end alle – selv mændene i stammen – og vidunderlig smuk. Men Artemis har planer for sin yngling, og da Atalanta forlader jægerstammen for at følge gudindens planer, viser Artemis sig en nat for hende, afkræver at hun ofre til hende og aflægger et løfte om kyskhed. Atalanta gør dette og aflægger byen Jolkos et besøg. Her forklæder hun sig som mand og skjuler sin skønhed med sod. Hun deltager i konkurrencerne om at imponere Jason, den ægtefødte kongesøn, opdraget hos den vise kentaur Cheiron. Han vil have sin trone tilbage og må derfor rejse ud efter det gyldne skind.

 

Atalanta klarer alle udfordringer, men må dog give op for sønnen af vindenes gud. Jason tager hende med på færden, hvor hun må kæmpe for at vinde de andre argonauters respekt og venskab. Hendes kyskhedsløfte bliver også sat på en hård prøve, da de første spæde kærlighedsfølelser viser sig. Hun redder dog mændene i flere omgange, netop fordi hun er kvinde. Først på øen Lemnos, hvor dronning Hypsipyle og hendes kvinder tager imod de hungrende mænd. Kvinderne har dræbt deres mænd og de kvinder, mændene tilranede sig. Der findes en løsning på fred og først efter en rum tid og flere børnefødsler forlader mændene øen. Atalanta har i mellemtiden kedet sig bravt og ser frem til næste del af rejsen.

 

Min mening;

Jeg læste Atalanta med stor iver, faktisk så stor, at jeg fandt mig selv i at tage bogen med ud på toilettet, blot for at læse videre! Det siger noget om denne bogs tiltrækningskraft. Jeg har rejst i mange fantasi-riger, men nu kan jeg også sige, at jeg har været ombord på Argo, og det var spændende!

Jeg er vild med den måde, som forfatteren bruger de olympiske guder og de græske myter. Deres indblanding i menneskers liv, de straffe og den tvang, som de bruger til at herske over deres skæbne. Artemis tager et spædbarn og alle olympens kvinder velsigner babyen Atalanta. Artemis redder Atalanta, men bruger hende som et våben og en hån overfor deres mænd og disse sønnestolthed. Ydermere afkræver Artemis et kyskhedsløfte af Atalanta.

Alle, som har haft ”oldævl” eller blot har den mindste interesse i græsk mytologi, vil vide, at netop sådan er guderne og gudinderne. De bruger menneskene i deres egne intriger og spil mod hinanden.

Jeg lånte denne bog på biblioteket, men næste gang jeg bestiller en bogpakke, så bestiller jeg også min egen udgave af Atalanta. Det er en historie, som jeg helt sikkert vil læse igen. Jeg kan varmt anbefale denne bog, og den får bestemt en plads i mit voksende bibliotek.

 

Forfatterinterview; Anika Eibe

Født 1973, bosiddende på Langeland

Bibliografi:

- Nynazisten (ungdomsroman)

- Fuck det! (ungdomsroman) & Fucked up! (ungdomsnovelle)

- Moderne Danske Eventyr I (eventyrnovelle)

- Atalanta (mytologisk gendigtning)

- Moderne Danske Eventyr II (eventyrnovelle)

- Dronning af blod (historisk roman)

- Buketten (samtidsnovelle)

Hjemmeside: www.anikaeibe.dk

Blog: http://anikaeibe.blogspot.dk/

- Hvordan redigerer du dine historier, får du hjælp til det, eller har du
selv lært håndværket (på den hårde måde)?

Jeg har ikke lært håndværket via en sproglig uddannelse, men ved at læse og
skrive rigtig meget. At læse meget giver én en sproglig rygrad, som man
bruger ubevidst i sine egne historier.

I mange år har jeg haft betalæsere, der hjælper mig med at påpege sproglige
og plotmæssige fejl.

Mine redigeringer består af at jeg gennemlæser romanerne/novellerne flere
gange, og gerne ”højt” i hovedet, så jeg får øje på sproglige knuder. Jeg
har endnu ikke fundet en bedre metode end højtlæsning.

- Hvornår begyndte du at skrive, og var du åben omkring det, eller holdt du
det for dig selv, indtil du f. eks. var udgivet?

Som mange andre begyndte jeg at skrive som barn. Jeg elskede stile i skolen
og afleverede altid lange fristile. I min fritid skrev jeg gerne historier
om – sjovt nok – hestepiger, der med deres elskede gangere red ind i
parallelverdener.

Så kom der en periode uden skriverier, hvor jeg bare havde travlt med at
være ung, men da vi fik vores første computer i midten af halvfemserne kom
min gamle lyst frem i lyset igen. Allerede på et meget tidligt tidspunkt
derefter satte jeg mig for at skrive en bog, der skulle udgives.

- Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du gerne ville skrive, var de
støttende, fordømmende, ligeglade, fandt de det underligt eller var det i
orden, at du gerne ville forfølge dine drømme?

Jeg sagde det nok ikke til så mange andre end blot den nærmeste familie. I
vores familie har vi altid været meget kreative, og derfor har jeg kun mødt
opbakning.

Anderledes var det dog blandt venner, bekendte og arbejdskollegaer, da jeg
fortalte dem om det på et senere tidspunkt. De har vist aldrig helt kunnet
forstå fascinationen.

- Hvordan er din arbejdsrutine, er du systematisk, holder en lige linje,
arbejder i et vist antal timer for så at holde pause, eller arbejder du,
når inspirationen rammer dig?

Tidligere var jeg meget ustruktureret, og det i flere henseender angående
skrivningen. Desværre ramlede jeg ind i et stressnedbrud, hvilket har fået
mig til at arbejde anderledes. Det gælder både mit forfatterskab og mit
civile arbejde som bogholder.

Nu har jeg indgået et skrivefællesskab med to gode forfattervenner hvor vi
ugentligt skal aflevere som minimum et kapitel, en sceneoversigt eller
noget andet skriverelateret. Den deadline gør at jeg tvinger mig selv til
at skrive, hvor jeg ellers ville have spildt tiden på ligegyldige ting.

Tidligere fik jeg ofte en ”hvad-nu-hvis-idé” og begyndte bare at skrive fra
starten af. Men det kostede mig for mange romaner, hvor jeg fik skrevet mig
op i et hjørne, og som jeg blev nødt til at kassere.

Nu laver jeg rent faktisk sceneoversigter og har downloadet mig et
skriveprogram, hvor jeg nemt kan genfinde scener og holde styr på mine
personer. Lidt surrealistisk i forhold til min tidligere skrivestil, men
det virker faktisk.

- Skriver du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til
den anden, for derefter at binde det hele sammen?

Jeg har aldrig kunnet pusle en roman sammen, selv om jeg har hørt om flere
der gør den slags. Jeg finder det meget imponerende, men det duer ikke med
min form for skrivning. Jeg kan kun skrive kronologisk, for mine personer
udvikler sig undervejs. Personen i første kapitel vil aldrig være helt den
samme i sidste kapitel, da han/hun formentlig har oplevet adskillige ting
undervejs, der er personlighedsskabende, og dermed ved jeg ikke hvordan
han/hun vil reagere i situationen før jeg når til den.

- Hvordan var det, da din første bog kom på gaden, og hvordan var det med
bog nr. 2?

Det var stort, og skræmmende ad h… til. Lektører, anmeldere, journalister,
venner og familie … alle fik nu – uden filter – mulighed for at se hvad det
var jeg lavede. Og mulighed for at sable det ned. Der er ingen kære mor,
når først barnet er skubbet ud ad reden.

Det var ikke anderledes med roman nr. 2 eller 3. Det er stadig frygtelig
skræmmende og vanvittigt spændende og kæmpe stort. J

- Hvordan prioriterer du hverdagen og skrivningen, hvordan får du det til
at hænge sammen?

Desværre har jeg endnu ikke haft mulighed for at kunne leve af skrivningen,
og har derfor et fuldtidsarbejde som bogholder ved siden af. Derfor er mine
aftener nærmest hellige. Når først poden er lagt i seng, er der dømt
skrivning. Her har jeg så et par timer, hvor jeg hver aften kan bruge tid
på hhv. research, betalæsning eller skrivning.

Derfor bliver jeg også ofte rastløs, hvis for mange af mine aftener bliver
besat med andre sociale ting.

- Har du fået gode råd af andre undervejs, søgt hjælp og støtte på f.eks.
nettet?

Da jeg startede med at skrive var det før internettet blev særlig udbredt
(ja, så gammel er jeg J), og jeg følte mig temmelig alene med min hobby.
Faktisk var jeg i årevis sær og anderledes og kunne ikke forstå at jeg
fantaserede og fik underlige ideer set i forhold til mine venner.

Så fandt jeg Fyldepennen.dk og her fandt jeg ligesindede. Det var som at
komme hjem! Det kan slet ikke beskrives hvor skønt det var at finde ud af
at jeg ikke var småskør, men blot forfatter! Det gav *så* meget mening lige
pludselig. Her har jeg fundet fantastiske venner og bekendte som jeg håber,
vil være i mit liv længe endnu.

Med disse ligesindede blev det nu muligt at sparre. Ikke blot om det
skrivemæssige, men også om den pudsige og uigennemsigtige forlagsverden.

- Har du et specielt arbejdsrum/sted eller skriver du i stuen, på en cafe
eller biblioteket?

Jeg skriver kun derhjemme, og gerne i stuen på min bærbare. Jeg indhyller
mig i min egen puppe, sætter hovedtelefoner på og lytter til metalmusik der
med sin fantastiske rytme er med at holde tempoet oppe i mit skriv.

Jeg kan ikke skrive på café eller andre steder, der har jeg for travlt med
at studere mennesker.

- Hvad synes du om bøger, der handler om at skrive, har du nogensinde selv
læst en?

Jeg har læst mange i årenes løb. Da jeg var nystartet var det Finn
Dreibecks bøger der var givende, men efter jeg har læst Stephen Kings ”On
Writing” behøver jeg ikke andre. Han taler direkte til mit forfatterhjerte,
og jeg tager den jævnligt frem og genlæser den.

- Hvilket forhold har du til dine personer, vandrer de rundt i stuen sammen
med dig, eller foregår det mere på et tankemæssigt plan? Hvordan kommer du
på dem?

De vandrer måske ikke ligefrem rundt i stuen hos mig, men de er altid med
mig. Når jeg er i gang med en roman befinder de sig i en krog af min
hjerne. Jeg er ikke helt klar over hvad de laver derinde, måske sidder de
og diskuterer hvordan de bedst kan løbe om hjørner med mig. ;-)

Jeg visualiserer sjældent mine personer. Jeg føler dem. Det lyder måske
lidt tåbeligt, men lige som jeg i virkeligheden sjældent bemærker hvordan
folk ser ud (medmindre de dukker op med grønt hår), får jeg sjældent
beskrevet mine personer fysisk. Det er uvæsentligt i min verden. Det er
deres tanker, følelser og handlinger der er det vigtige.

Når jeg starter en roman kommer personerne af sig selv. Jeg har en idé om
hvordan de skal være, men de kan sagtens tage magten fra mig. De er aldrig
mere faste i karakteren, end at de udvikler sig efterhånden. Én som jeg
måske troede, ville være sød og rar kan vise sig at være et dumt svin efter
nogle kapitler. Hvilket selvfølgelig også forklarer hvorfor jeg ikke kan
springe i kapitlerne.

- Hvor finder du din inspiration og research, informationssøger du på
Google, eller læser du fagbøger, opsøger du relevante mennesker, som måske
arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?

Overalt. Inspirationen kan komme hvor som helst fra, men da jeg nu helst
bevæger mig i den historiske genre læser jeg selv mange historiske romaner
og abonnerer selvfølgelig på bladet ”Historie”. Der ligger jo en roman og
venter i hvert eneste nummer. :-)

Når jeg så har besluttet mig for en historie, går researchen i gang. Her
læser jeg mange fagbøger og bruger især Google, da mange af de gamle
skrifter efterhånden er blevet scannet ind og til gratis benyttelse via
Google Books. Jeg har også tidligere opsøgt relevante mennesker og er da
fået et godt bekendtskab med en professor ved Syddansk Universitet. Min
erfaring er at andre nørder er lige så glade for at tale om *deres* felt,
som jeg er med mit.

- Hvordan er det at arbejde sammen med forlagene, både da du var novice
inden for skrivefaget og nu? Er der noget, som det er godt at overveje, når
man er ny, og når man er etableret som forfatter?

Den er lidt svær at svare på for mig. Jeg har udgivet tre romaner og tre
noveller med i alt fem forskellige redaktører. Der er stor forskel på
hvordan redaktører arbejder. Ligeledes er dette sket på fire forskellige
forlag, og her er der også milevid forskel på hvordan tonen og
arbejdsgangen er.

Det vigtigste er et godt og åbent forhold mellem forfatter og redaktør og
det kan nogle gange godt tage nogle år inden det er etableret.

- Hvordan tager du noter? Har du altid en notesbog i tasken, en diktafon,
bruger du mobiltelefonen. sniger du dig lige væk, hvis der dukker noget op,
som du bare skal have griflet ned, eller kan du holde det hele i hovedet?

Overhovedet ikke. Jeg er typen der aldrig har en kuglepen eller en
notesblok på mig. Jeg kan sagtens gå og finde på en fantastisk sætning
eller finde noget fantastisk viden, men får det ikke skrevet ned. Jeg *burde
* da min hukommelse er meget ringe.

Jeg er dog overbevist om at hvis det var så godt, som jeg troede, så dukker
det nok op igen.

- Hvilke bøger/genre læser du selv. Er du mest til din egen genre, og
fortrækker derfor også den som frivillig afslapningslæsning, eller er der
også andre genre, som du er fan af?

Jeg læser stort set alt, men det er nok det historiske og
spændingsromanerne som jeg altid vender tilbage til. Dog læser jeg yderst
sjældent digte.

- Har du en yndlingsbog, og hvorfor har du lige netop valgt den? Er det
historien, skrivemåden, persongalleriet eller noget helt tredje?

For det første er det selvfølgelig Stephen Kings ”On Writing”. Den vender
ofte tilbage til mine hænder, som havde den en egen vilje. Det er min
bibel. Og derudover …

Jeg læser vist alt, men min ubetingede yndlingsserie er ”Isfolket” af
Margit Sandemo, så man kan ikke beskylde mig for at være litterært snobbet.

Allerede da jeg læste den ved første danske udgivelse i firserne, ramte den
noget ved mig. Det overnaturlige kombineret med den historiske gennemgang
fra 1600 tallet op til 1960’erne er i mine øjne i perfekt harmoni med
hinanden. Plus det faktum at sproget er så enkelt at alle kan være med.

Ugebladslitteratur bliver der ofte set ned på, men det fantastiske er jo at
fx Margit Sandemo her har millioner af læsere. Hvor mange andre kan sige
det? Hun formidler et okkult/historisk stof så alle kan være med, og det må
dybest set være det vigtigste ved at være forfatter.

Det er jo læserne vi skriver for, er det ikke?

Interesante links;
Dette link fortæller om Jasons rejse efter det gyldne skind, og gør det i form af korte kapitler.
http://www.aerenlund.dk/mytologi/jason.html

For mere viden om myten om Atalanta, kan jeg henvise til disse links.
http://en.wikipedia.org/wiki/Atalanta
http://www.pantheon.org/articles/a/atalanta.html
http://thanasis.com/store/atalanta.htm

Saxo Publish

Saxo Publish

16 august 2012

Aalborgs hovedbibliotek



Orienteringen startede med at projektlederen Troels Kranker tog imod den lille gruppe, som var ved at samle sig i foyeren i et af de foredragsrum, som tilhører Aalborgs hovedbibliotek.

Der var meget frisk indkøbt vand til deltagerne, og det var der god brug for. Det var en lummer aften tilsat lidt regnvejr.

Først var der en lille orientering om det, som de to timer skulle handle om. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg så mest frem til orienteringen om den nye platform – saxo publish. Efter orienteringen blev vi sat i små grupper. Jeg kom i en gruppe med 4 andre;

- To som skrev en thriller sammen.

- En mand fra militæret, som havde udgivet en niche bog gennem et forlag.

- En kvinde, som skrev sundhedsorienteret bøger. Hun havde fået udgivet en del gennem forskellige forlag med vekslende erfaringer. Nu var hun gået selvudgivervejen og overvejede saxo´s platform, da hun ikke selv havde installeret mulighed for dankorts overførsel på sin hjemmeside.

- Også var der mig, en som skriver fantasy (primært) og overvejer saxo publish, fordi min skrivemakker er meget opsat på at få vores historie ud. Han har selvudgivet før, men som altid overfor nye ting og oplevelser, så skal jeg lige snuse til det, samt have tid for mig selv til at tænke og mærke efter. Sådan er det at være introvert.

Mit formål med at deltage i mødet, var at blive klar over, om jeg ville gå selvudgiver vejen eller holde mig til det traditionelle.

Men tilbage til gruppesnakken. Først overnævnte præsentation, derefter en snak omkring ens bøger og det at forlagene meget hurtigt sætter overskydende bøger til salg i de store butikskæder, med en meget lille fortjeneste til forfatteren.

Herefter blev der talt en del om prisen for en Ebog. Det er et meget naturligt debatemne, for hvor meget og for lidt er rimeligt for ens arbejde, samt for ens læser? Vil man bare læses, eller skal man leve af sit forfatterskab?

Her blev gruppesnakken bragt til ende, da Troels (projektleder) greb til orde. Det var både en god og dårlig ting, for når det skrivende folk sættes sammen, så kan de være nok så forskellige. Passionen, for netop det at skrive, fjerner hurtigt alle forhindringer, en god snak og debatteren kan let vare flere timer. 

Der var nu lidt snak frem og tilbage omkring de emner, som grupperne havde berørt. Der var meget snak om beskyttelse af ens billeder i bøger. Her blev der advaret mod DRM beskyttelse, fordi den form for beskyttelse gør at Ebogen kun kan læses på den enhed, som den er købt til. Derudover er den let at knække, også er der frit slag på det sorte market.

Det blev også oplyst at en med teknisk viden (fik ikke fat på navn eller titel), at der blandt andet bliver kopieret bøger i stor stil fra E-reolen, da de netop benytter DRM beskyttelse.

Det blev også oplyst at brugen af PDF-filer ikke er en super ide, da de fylder meget på enheden. En Ebog bør fylde 10-15 MGB og max 1 GB.

PDF er dog god til billeder, hvor Ebogens force er det skønlitterære.

Jeg har ikke teknisk viden, så jeg kan ikke sige om det er sandt eller falsk, men teknikeren lød ret sikker i sin sag.

Saxo Publish

Udgiver i sin råform til september.

Det vil blive muligt at udgive sin Ebog i en gratis form, hvor man så kan vælge eks. reklamepakker til.

Eks.

Købe topplacering på genrelisten for en tid.

Købe en anmelderpakke, hvor saxo har en gruppe læsere, der læser gratis og lægger et indslag ind.

Saxo tager 30 % af prisen, og forfatteren får 70 %. Det er samme forhold, som hos amazon.com.

Prisen på ens bog fastsætter forfatteren helt selv.

Forfatteren beholder alle rettigheder til sit værk.

Man kan følge sit salg gennem sin forfatterprofil på saxo. Eks. se hvor mange mænd og kvinder, som køber bogen, samt hvilken del af landet, som de kommer fra.

Det vil blive muligt at linke fra saxo til facebook. Ens bog vil blive præsenteret pænt med forside.

Med tiden vil det blive muligt at vælge andre udgivelsesplatforme, som eks. amazon og Itunes. 

Det mest interessante er dog deres markedsplads, hvor det vil blive muligt for fotografer, grafikere, tegnere, agenter, PR-konsulenter m.m. at komme i kontakt med forfattere og omvendt. Det vil være muligt at lægge deres CV ind, så hvis man søger en tegner, så kan man finde en, se deres værker og indhente tilbud.

Det kan simpelthen blive et super sted for faggrupper at mødes og danne spændende kontakter. 

Dette er hovedessens af det gennemgående fra orienteringen. Det er tydeligt at saxo ønsker gennemskuelighed og lethed for forfatterne, der vælger deres platform.

Saxo ønsker også at skabe grupper i lokalområdet. Eks. grupper af selvudgivere som kan mødes i offentligt rum, i stedet for i de private hjem. Mulighed for læsere og det skrivende folk at mødes, udveksle tanker og ideer. Det løb bestemt spændende.

Min mening;

Jeg var ret imponeret og rimelig høj, da jeg forlod mødet. Det havde været en spændende atmosfære og interessant at møde andre fra den skrivende verden. Platformen virker meget gennemtænkt, men jeg glemmer dog ikke, at det kan blive en virkelig god forretning for saxo, ligesom det har været for amazon. 

Lige nu har saxo travlt med at programmere, sætte ting op og få det testet, men når først systemet kører, så kræver den slags platforme oftest meget lidt vedligehold. Det er den forretningsmæssige side af sagen.

Skal jeg kigge på forfatterens side, så er saxo publish en meget stor mulighed for at gå selvudgiver vejen. De skal ikke mere opgive deres rettigheder og kun tjene minimalt på deres værk. Forfatteren kommer selv til at stå for det hele, og det kan blive en udfordring, samt en forbedring af forfatterens levevej.

Jeg håber ikke, at de kommende forfattere/selvudgivere vil glemme det håndværk, som ligger i at skrive. Punktum og komma skal læres at sættes korrekt, ellers må der hentes hjælp fra markedspladsen. En bog med dårlig grammatik er en rædsel at læse.

Jeg har fået lov til at bruge dette citat, og det signalere virkelig, hvad en selvudgiver er og ikke er;

- Indie author -

When I say “Indie Author”, I’m not talking about someone who publishes a book once on Amazon because their teacher told them they’re an “awesome writer.” I’m talking about someone with drive and passion, who knows they have what it takes to be a writer and who decides to test the Indie author waters rather than wade through the mire of Legacy publication.

(citat af Steven Montano)

Taget fra bloggen - http://happynerdjohn.blogspot.dk/2012/07/indie-spotlight-steven-montano.html

Men sikke en åbenhed der kommer på bogmarkedet. Jeg er så glad, for der findes mange gode historier derude, som ikke får en chance, fordi forlagene satser på deres serietitler og deres egne forfattere. De tager med andre ord ikke nye ind på grund af krisetiden. Jeg har selv modtaget nogle afslag med den begrundelse. Nogle kunne mene, at forlagene bruger det som en pæn undskyldning for at bogen ikke er god nok. Jeg har modtaget min del af standard afslag til at vide, at forlagene formentligt ikke skænker mine sårede følelser overvældende mange tanker.

Yder mere er forlagene jo stok konservative og holder fast i fortidens verden. De ser slet ikke den tekniske verden, som er blevet bygget op omkring os. Hvis forlagene ville redde sig selv, så skulle de med det samme, i en udgivelse, udgive som ebog, oversætte til engelsk og sælge bogen på amazon. Jeg har set mange selvudgivere fra alle aldersgrupper gøre dette, ergo kan det lade sig gøre.

Jeg har også hørt argumentet for at forlagene ikke gør dette, er at de ønsker at holde bogpriserne i DK kunstigt høje. Hvis det er sandt, så har jeg ikke ondt af forlag, som klager over dårlig økonomi.

Vil jeg så være at finde på saxo publish, når den nye platform står klar?

Svaret er ja.



Nightshade 1-3 af Andrea Cremer

Andrea Cremer

Nightshade / Natskygger

Bog 1 af 3 i serien.

Calla er ulv, ikke som i varulv, men som hamskifter. Hendes skift mellem menneske og ulv sker på hendes ønske og ikke på grund af månen.

Bryn er hendes bedste veninde og ligeledes ulv i Callas fars folk, natskyggerne. Callas far er alfa, og den titel har Calla arvet efter ham, selvom hun har en yngre bror kaldet An.

Vi møder Calla en mørk nat, hvor hun og Bryn redder en dreng fra at blive slået ihjel af en bjørn. Af ren nysgerrighed skifter Calla skikkelse foran drengen, hvilket er strengt forbudt. Bryn ser det, men hun ville aldrig forråde sin veninde og kommende alfa.

Da Calla kommer hjem, venter Lumine Natskygge på hende. Lumine er vogter, og ulveflokken er hendes undersåtter. To genfærd følger hende overalt som bodyguards. Calla skal tage sig sammen for ikke at snerre af de to genfærd og for at skjule sin frygt. Ved Lumine allerede, hvad hun har gjort og er klar til at afsige hendes dødsdom?

Så galt er det ikke. Lumine er der for at tale om forbindelsen mellem Calla og Renier, kaldet Ren i daglig tale. Ren er søn af alfaen fra ravnekoblet, og det er en lovende forbindelse mellem de to kobler. Calla er ikke romantisk anlagt, men hun er tiltrukket af Ren, og har da overvejet at give ham en smagsprøve, men det er også forbudt. En alfa af hunkøn skal være elegant, velopdragen og uberørt. Ren har derimod frie tøjler, og det har han bestemt benyttet sig af.

Udover at forbindelsen mellem de to har været der siden de var babyer, så er vogterne bekymret for den nye forbindelse. Callas mor sortere hendes tøj og taler om at behage Ren på en måde, som får Calla til at rødme. Det er et evigt pres og Calla føler sig splittet. 

Hun er vant til at være alfa for de unge i Natskyggekoblet (Bryn, An, Mason og Fey), ligesom Ren er det for de unge i Ravnekoblet (Sabine, Neville, Cosette og Dax). Men når deres forening sker om en måned, så vil hun altid være nr. 2 i ledelsen, og det er ikke så let at affinde sig med, når stædighed og temperament er de fremherskende facetter i personligheden.

Ren og Calla slår de to kobler sammen, ved simpelthen at rykke de to frokostborde sammen i skolens kantine. Det går forholdsvist let, men så let er det ikke med den anden udfordring, som hedder Shay. Trekantsdramaet er i gang, især da Calla af nødvendighed gør Shay til ulv. Desværre er det ikke det eneste, som ryster Callas tilværelse og får hende til at stille spørgsmål om selve grundlaget for vogterne og ulvekoblerne.

Nightshade / Ulveskæbner

Bog 2 af 3 i serien.

Calla vågner op et ukendt sted og til minderne om, at hun har svigtet sin familie, sit kobbel og Ren. Monroe kommer ind i værelset og det udvikler sig til en scene mellem Calla og ham. Calla og Shay er nu hos Søgerne, Vogternes svorne fjender og Shay bliver kaldt Scion.

Alt er nu ændret, men Callas kobbel er i fare. De må befries og blive en del af kampen mod vogterne, men det er svært at stole på nogen, som hele ens liv er blevet omtalt som fjender. Ikke alle kobbelmedlemmer kommer med på det nye hold, og trekantsdramaet er langt fra dødt mellem Calla, Shay og Ren. Fortiden bliver afsløret, og selv Rens fortid er ikke, hvad han har fået at vide.

Forræderiet kommer fra en meget nær kant, og det kommer til at gøre ondt på hele flokken.

Nightshade / Blodrose

Bog 3 af 3 i serien.

Calla og Adne (Rens halvsøster) er rejst til Haldis koblets bolig, som endnu ikke er færdigbygget. Ren er der, og Adne ved, at han kun vil lytte til Calla.

Ren kommer med, men trekantsdramaet er ikke overstået, ikke helt og Calla erklærer sig neutral. Det er også den eneste måde, hvorpå hun kan opretholde retten til at være ene-alfa og dermed den øverste leder af den samlede flok.

An har mistet sin ulv og er gået ned med en dyb depression, som dermed også rammer Bryn, hans mage. Calla kan ikke gøre noget, og selvom søgerne gør meget for ham, så vil de ikke genoprette hans ulv, da det er unaturligt. Vogterne brød med moder natur, da de skabte de forskellige skiftere. Kampene står med både sorte pantere, bjørne og i mange forskellige lande. Der kræves ofre på begge sider, og kan Søgerne virkelig regne med Logan, søn af vogteren for Ravnekoblet. Logan, der skulle have været vogter for det nye kobbel, Haldis koblet.

Når de to sværd er samlet, så skal Scion træde ind og tage det endelige slag, men også det får betydning for ulvenes fremtid.

Min mening:

Denne serie slugte jeg i nogle meget store mundfulde. Den er simpelthen god udover alle grænser. Følelserne er dybt beskrevet. Jeg var helt med, da Calla gik igennem trekantsdramaet, og da hun traf sin beslutning. Hendes stærke måde at træffe beslutninger på og tage de konsekvenser, som der medfølger. Hendes ufattelige mod og insisteren på, at hun ikke vil beskyttes. Hun er alfa, og hun er sig selv, på lige fod med alle andre, vil hun ikke stå under nogen.

Det er helt sikkert en serie, som jeg vil læse igen og igen og igen.

Tilbage igen, nu med visitkort :-)



Tilbage igen, nu med visitkort














Computeren er virusfri og der er er ryddet op på den. Dejligt at have den tilbage igen. Ydermere står den på ferie, hvoraf der nu er ca. to uger tilbage.

I denne måned har jeg planlagt tre indlæg, udover dette. Jeg vil anmelde;

Atalanta af Anika Eibe med tilhørende forfatterinterview.
Nightshade trilogien.
On writing af Stephen King, den bliver næsten betragtet som bibelen indenfor det skrivende folk.

I forgårs modtog jeg en længe ventet pakke, mine visitkort!

Jeg har et par gange oplevet, at folk har spurgt efter adressen på min hjemmeside eller bogblog. Navnet på begge dele er ikke helt nemt, og mange bliver i tvivl om det staves med x eller z. Derfor har jeg nu fået trykt visitkort med alle mine steder på nettet. Nu bliver det noget lettere at give adressen til folk. Desuden var det sjovt at sætte mit logo ind i de forskellige design, som firmaet tilbød. Synes, at det var dette design, som passede bedst til det sorte og hvide logo.

Skønt at være tilbage igen og ser frem til at lave nye anmeldelser :-)

Virus-ramt-computer

Min blog har ligget lidt stille her i juli og noget kunne tyde på, at jeg ikke når de to indlæg, som jeg har sat som standard.

Sagen er, at min bærbare computer er gået ned med virus! I meget meget meget stor grad.

vores anden computer fryser hele tiden, så computerne i hus-standen har det generelt skidt. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at de næste to anmeldelser kommer til at omhandle trilogien Nightshade, samt Stephen Kings -On writing- som af mange skribenter og forfattere nærmest er biblen indenfor skrivefaget.

Jeg har netop modtaget bogen i dag og ser frem til at læse den. Det er dog muligt, at jeg først får anmeldelserne op at køre igen i næste måned, når computersituationen i hjemmet er løst.

Den skjulte blomst af Pearl S. Buck

Vi er i tiden efter angrebet på Pearl Harbor og slutningen på anden verdenskrig.

Josui er 15 år gammel, da hendes far Sotan Sakai forlader Amerika, fordi han ikke længere er velkommen i landet.

Josui´s mor Hariko er født og opvokset i Japan. Hun kom til Amerika for at blive gift med Sakai.

Sammen har de kun Josui og en søn ved navn Kensan, der desværre døde i krigen, så Josui er deres eneste overlevende barn og snart tyve år gammel. Det er ved at være på tide at finde en ægtemand til hende.

Ligesom sin far har Josui tillært sig de japanske skikke, omend hun ikke lige så hårdt som sin far, prøver at passe ind og være en god og lydig datter og japanerinde.

Det er svært for Josui at falde til, især da hendes far taler for ægteskab med den sidste søn af hans bedste ven. Sønnen Kobori er den sidste søn i en lang slægt af højtstående japanere, og det er netop sådan en familie, Josuis far ser op til og ønsker at blive en del af. Siden han blev smidt ud af sit land Ameriak, har han ønsket at gøre Japan til sit nye hjemland af hele sit hjerte. Derfor gør det også ekstra ondt, da Josui møder en amerikansk soldat, og på meget utraditionel japansk vis pjækker fra skole i nogle dage. De to unge prøver at skilles, men selvom Josuis familie er i mod forbindelsen, og Allanns militære overhovedet, samt hans hustru prøver at forhindre forbindelsen, så kan den ikke holde de to unge adskilt. Josui har sagt ja til en forlovelse med Kobori, men den ophæver hun og udsatter derved sin familie for skam. Hun bliver gift med Allann, og han sender hende en flybillet til hans og hendes land Amerika.

Men Amerika har ikke ændret sig, siden Josui forlod det for fem år siden. Allanns mor, som havde håbet på et ægteskab mellem sin søn og nabopigen Cynthia, vil ikke tage i mod Josui i hans barndomshjem. Allenns far samler på oplysninger om mennesker, men lever ellers stille og stilfærdigt, uden at sige et ord for meget. Han møder Josui, men kan ikke overtale sin hustru til at se svigerdatteren. Trumfen kommer, da det viser sig, at der er en lov mod ægteskabet. Loven er egentligt lavet for at forhindre sorte og hvide i at gifte sig, men det stopper ikke Allenns mor.

Da Josui finder ud af sin graviditet, står den modige lille japanerinde overfor nogle svære valg. Men I Amerika har krigen ikke kun skabt dårlige love og ar på den amerikanske sjæl. Den har også skabt mennesker som læge Steiner, en grim 1/8 dels jødisk kvinde med et nyt menneskesyn.

Min mening:

Det var et rent tilfælde, at jeg faldt over bogen. Jeg var gået ned i kælderen af vores bibliotek, et fredfyldt sted omgivet af bøger og bløde sofaer. Skabt til at sidde og læse. Jeg gik over til hylden med den ældre litteratur, og forsiden fangede mit blik med det samme. Denne niche af historie med japaneres møde med Amerika efter krigen, har facineret mig i et stykke tid. Der ligger så meget gemt i dette lille hjørne af vores historie.

Jeg læste bogen i løbet af en uge, og den kan simpelthen kun anbefales. Nu har jeg også søgt lidt på forfatteren og stødt på en lige så spændende historie. Hendes bøger er jeg simpelthen nødt til at læse flere af. Selvom det kan mærkes, at sproget er fra en anden tid. Stavningen er indimellem anderledes, men det er bestemt ikke noget, som ødelægger læseoplevelsen.

Forfatteren Pearl S. Buck levede et meget interessant liv, og der er skrevet en del om hende. Blandt andet modtog hun nobelprisen i litteratur i 1938. Her er de links, som jeg lige faldt over:



http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/literature/laureates/1938/buck-bio.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Pearl_S._Buck

http://www.litteratursiden.dk/forfattere/pearl-s-buck

Vil du vide mere om Pearl Harbor, så er her et godt link:

http://da.wikipedia.org/wiki/Angrebet_p%C3%A5_Pearl_Harbor

Arrietty fra Ghibli Studio

Arrietty

Fra Ghibli Studio

Instruktør Hiromasa Yonebayashi

Købt i Laserdisken.

Sprog: engelsk og japansk.

Engelske undertekster.

Universal (kan afspilles på alle DVD-afspillere).

Ekstra materiale:

StoryBoard

Historien:

Historien starter med Sho´s stemme. Han er en syg dreng og står til at skulle have en hjerteoperation. Inden operationen sender hans mor ham til det hus, som hun selv er opvokset i. Her tager Haru (husholderske) og en tante sig af ham.

Den smalle grusindkørsel er spærret af harus bil, da de kommer frem, og mens tanten gør ind for at bede Haru om at fjerne den, kigger Sho på haven. Her møder han katten Niya, som er sært optaget af en rødlig busk. Nysgerrig træder Sho nærmere, og opdager i et glimt Arrietty.

Hans tante kommer ud og forstyrre i det samme, hvor efter scenen skifter til Arrietty. Hun stormer afsted, forfulgt af katten Niya, og hænderne fulde af blomster og blade. Hendes mor skænder på hende, da hun kommer i sikkerhed i deres lille hus, under det store hus. Som enhver mor minder hun også Arrietty om at rydde op på sit værelse, men det vil hun under ingen omstændigheder. Hendes værelse er som en privat have.

Senere kommer hendes far hjem, og den nat tager han sin datter med på hendes første Borrow-tur. De henter sukker. Arrietty finder en knappenål, og det bliver hendes første "lån." Desværre går det galt, da de skal hente et papirlommetørklæde fra Sho´s natbord. Sho sover ikke og ser Arrietty, som så oven i købet taber sukkerknalden. Missionen må afbrydes. Arriettys hyperfølsomme mor er ved at gå til af skræk, da hun hører om det, og de holder op med at låne i et stykke tid.

Sho er dog blevet nysgerrig og lægger sukkerknalden var risten, der danner en del af indgangen til Arriettys hjem. Det får hendes far til at udtrykke, at de måske bliver nødt til at flytte. Arrietty tager sagen i egen hånd og fortæller Sho, at han skal lade dem være!

Desværre opdager hendes far hende, og flytningen bliver et centralt emne. Da Spiller, en anden låner, hjælper hendes far efter at have vredet om på foden, så sker der noget nyt i Arriettys liv. Der er andre lånere derude.

Men Haru har fattet mistanke, og nu er hun på jagt efter lånerne. Det går så vidt, at hun låser Sho inde. Nu bliver jagten central. Ariettys mor er væk, Sho er låst inde, men selvom man er lille, så kan man godt være frygtløs og klare store udfordringer.

Min mening:

Animen havde lidt svært ved at fange mig i første omgang, men da jeg så den anden gang, så ramte den hårdere. Den sublime stil og fokuseren på detaljer koster noget af historien, men den gør også Arrietty til en kvalitets anime. Det er sjovt at se, hvordan vand opfører sig, når man er helt lille bitte. Hvordan vinden rusker i en, når man sidder på en kæmpe skulder.

Dukkehuset, som tantens oldefar fik lavet i england er også utroligt. Selvom det volder problemer, da Sho prøver at give det til lånerne, for at opfylde oldefarens drøm om at der skulle bo småfolk i det. Det er den opmærksomhed, som detaljerne får, der er helt utrolig og et kendetegn for Chibli studio. Selvfølgelig er der også katten, denne store grålige kat, som er med i så mange af animerne derfra.

Det er dog lidt træls, at vi starter med Sho´s stemme. Han har en replik og derefter slutter det. Hvis man vil bruge en fortællerstemme, så skal den bruges enten igennem hele filmen, eller i start og slutningen, så det danner en ramme. Her kunne fortællerstemmen med lethed undværes, den er et element, som ikke tilføjer noget til handlingen, og da den bruges så lidt, giver den heller ikke nogen oplysninger, som filmen ikke kunne klare sig uden.

Jeg er vokset op i 80érne og er præget af alle de tegnefilm, som blev store på det tidspunkt.
Her var de små folk også med i både tegnefilm og virkelige film. Jeg husker tegnefilmen The littles.
http://www.80scartoons.net/toons/littles.html
http://www.imdb.com/title/tt0320055/

Lidt om bøgerne bag tegnefilmen:
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Littles
Der er også bøger om the Borrowers:
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Borrowers
Lidt om tegneserien the Littles:
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Littles_(TV_series)
Og filmen The Borrowers fra 1997:
http://www.imdb.com/title/tt0118755/

Selvom tegnefilmens kvalitet slet ikke er på højde med Arietty, så sidder den fast i mine minder, og selvom Arietty lidt underspiller historiesiden, så bragte den disse minder op til overfladen igen.
Især om en film, hvor en dreng og en pige (søskende) var venner med disse småfolk. Jeg kan især huske en scene, hvor de var ude i en båd eller jolle med deres forældre. De har småfolkene i en skotøjsæske og en klovn, som kender til de små folk. Han stjæler æsken, og forældrene forstår ikke børnenes oprørthed, men slår det hen. Jeg kan dog ikke med sikkerhed sige om det er filmen the boorowers, som jeg husker.