Udgivelser:
Stressfri - 3 Enkle Trin
Nytårsønsket (på engelsk The New Year's Wish)
En Uventet Julegave
Frigjort
Sydlandske Nætter (Kreta, Barcelona, Mallorca, Nice)
Intro til sociale medier for forfattere + selvudgivere
Jeg skriver om kærlighed når det handler om skønlitteratur. Om
seksuelle gnister, flirt, følelsesmæssige forviklinger og livet, som aldrig
arter sig som man havde planlagt. Genremæssigt befinder vi os et sted mellem
erotik, chick-lit og Harlequin-bøger. Når jeg ellers skriver, elsker jeg at
lave guides og selvhjælpsbøger, om ting jeg selv har bakset med og har fundet
nogle værktøjer jeg gerne vil dele med andre, både skrive-mæssige værktøjer og
emotionelle værktøjer, som eks. i min første bog, som handler om stress.
- Hvordan
redigerer du dine historier, får du hjælp til det, eller har du selv lært
håndværket (på den hårde måde)?
Jeg redigerer de første mange udkast selv, dernæst kaster jeg
manuskriptet i hænderne på mine betalæsere og freelance redaktører. Man kan nå
et godt stykke vej selv, men man er nødt til at have andre øjne på, der vil
altid være blinde vinkler, som at man bøjer et ord forkert, fordi det er sådan man
taler der hvor er fra, eller stavefejl, grammatiske fejl, gentagelser og
lignende. Men jeg starter selv med at luge så meget som jegs elv kan finde.
- Hvornår
begyndte du at skrive, og var du åben omkring det, eller holdt du det for dig
selv, indtil du f. eks. var udgivet?
Jeg har skrevet på den ene eller den anden måde, lige siden jeg
kunne. Små historier, digte, sangtekster, dagbog, lange breve, fanfiction,
blogs i mange år, artikler til et onlinemagasin og til sidst: Bøger. Jeg
begyndte først at dele at jeg skrev historier med folk et par år, før jeg
udgav. Jeg fortalte det til min mand og nogle få veninder, men ellers er det
noget jeg har holdt for mig selv.
- Hvordan
reagerede dine omgivelser på, at du gerne ville skrive, var de støttende, fordømmende,
ligeglade, fandt de det underligt eller var det i orden, at du gerne ville
forfølge dine drømme?
Det er meget blandet. Min mand er meget støttende omkring det, og
til trods for, at hun siger man ikke kan leve af det, så hujer og hepper min
mor også på sidelinjen. Jeg har lagt mærke til at det egentlig tit handler om
hvorvidt personen selv tør gå efter sine drømme, eller er kreativt mindet, om
de er støttende eller ej. Og så har jeg lært at det vigtigste er om jeg selv
støtter mig i det. jeg er den der skal skrive, så det er allervigtigst at jeg
selv tror på mine evner.
- Hvordan
er din arbejdsrutine, er du systematisk, holder en lige linje, arbejder i et
vist antal timer for så at holde pause, eller arbejder du, når inspirationen
rammer dig?
Jeg er en dimser! Jeg skriver lidt, rejser mig og åbner havedøren
og trækker lidt frisk luft. Skriver lidt, rejser mig og laver noget at spise,
ordner vasketøj, ringer til min mor, går på Facebook, blogger, surfer på
internettet og tusinde andre ting.
Jeg skriver bedst sådan. Men der er en slags systematik gemt i det
et sted, i måden jeg går til teksten og idéen på. Men rent fysisk har jeg brug
for at dimse til og fra computeren. Jeg arbejder nemmest når jeg er inspireret,
men det kan sagtens være at jeg skriver noget der er bedre, en dag hvor jeg
tvinger mig selv igennem det.
- Skriver
du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til den anden, for
derefter at binde det hele sammen?
Jeg skriver som regel fra start til slut, men jeg har nogle
scener, som er startinspirationen, som skal flettes ind i. Nogle gange holder
jeg dem i mit hoved, andre gange skriver jeg dem ned og finder dem frem, når
det er tid til at væve dem sammen med resten af historien.
- Hvordan
var det, da din første bog kom på gaden, og hvordan var det med bog nr. 2?
En mærkelig følelse. Men en god følelse! Det bliver federe for
hver gang, det føles mere og mere "rigtigt" at jeg er sådan en der
udgiver bøger!
- Hvordan prioriterer du hverdagen og skrivningen, hvordan får du
det til at hænge sammen?
Jeg skriver helst om
formiddagen, og nogle gange om aftenen, når jeg ikke kan få min skrivetid, så
bliver jeg irriteret og frustreret. Det er vigtigt for mig at der er ro og rum
og tid, ikke mindst.
- Har du fået gode råd af andre undervejs, søgt hjælp og støtte på
f.eks. nettet?
Ja, jeg har fået et godt
netværk på nettet, Facebook er stedet jeg sparrer med andre, enten i
forfattergrupperne eller via private beskeder med de forfattere og
selvudgivere, jeg har mødt på min vej. Jeg kan især anbefale Forfatterchat
& debat og Selvudgivernetværket.
- Har du et specielt arbejdsrum/sted eller skriver du i stuen, på
en cafe eller biblioteket?
Nu skriver jeg på mit
lille kontor, som er mit yndlingsrum i huset. Før var vores skrivebord i stuen,
da vi boede i en lillebitte lejlighed. Det er dejligt at kunne lukke døren.
Biblioteket kan også bruges i en snæver vending, men caféer og lignende er alt
for støjende. Jeg har brug for stilhed når jeg skriver.
- Hvad synes du om bøger, der handler om at skrive, har du
nogensinde selv læst en?
Jeg har læst et par
stykker, men der findes så mange der ser spændende ud, at jeg har trukket en
grænse. Ellers ville jeg nok komme til at bruge al min tid på at læse om hvordan
man skriver, i stedet for at skrive. Den allerbedste jeg har læst er af Stephen
King, på trods af at jeg aldrig har læst hans bøger. Men han er jo meget
succesfuld og hans bog var rigtig god og jeg tænker tit på nogle af de råd han
giver i den.
- Hvilket forhold har du til dine personer, vandrer de rundt i
stuen sammen med dig, eller foregår det mere på et tankemæssigt plan? Hvordan
kommer du på dem?
Heldigvis er det kun
husspøgelserne der vandrer i stuerne sammen med mig! Spøg til side, så nej - de
er i mine tanker. Men jeg kender dem som jeg kender mine venner. De kan komme
til mig på mange måder. Nogle gange har de en flig af mig og udvikler sig så
til at være helt anderledes end mig selv. Andre gange er de inspireret af andre
mennesker og udvikler sig derfra. Mest af alt udvikler de sig på baggrund af
min forestilling om hvordan andre mennesker er, uden at jeg egentlig kender
dem.
- Hvor finder du din inspiration og research, informationssøger du
på Google, eller læser du fagbøger, opsøger du relevante mennesker, som måske
arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?
Alle de ovennævnte ting!
Google er god til at finde ud af ting som eksempelvis geografiske forhold eller
kultur-ting, som man skal bruge her og nu. Jeg kan godt finde på at låne bøger
og gå i dybden med et emne, fordi jeg vil ind under huden på mine karakterer.
Jeg har således en noget mærkelig lånehistorik på biblioteket. Hvis eks. en af
mine karakterer arbejder med noget jeg intet ved om, eks. er arkitekt eller
landskabsarkitekt, så låner jeg nogle bøger om det. Min inspiration opstår ud
fra ting jeg selv oplever, læser, ser film om, et brudstykke af en samtale i
Netto, eller i toget. Nogle gange en sangtekst eller en musikvideo, som giver
min fantasi frit løb.
- Hvordan tager du noter? Har du altid en notesbog i tasken, en
diktafon, bruger du mobiltelefonen. sniger du dig lige væk, hvis der dukker
noget op, som du bare skal have griflet ned, eller kan du holde det hele i
hovedet?
Jeg bruger min
mobiltelefon, men har også en lille blok og en kuglepen i min taske. Jeg tager
ikke så mange noter som jeg måske burde, for jeg glemmer at trevle alle de små
bøger med idéer igennem senere. Jeg brygger hellere videre på idéen i mine
tanker, ind til jeg har en scene som giver en følelse, så husker jeg senere
følelsen og scenen og skriver ned og tager den derfra.
- I dag kan en forfatter gå mange veje. Der
er forlagsvejen, de små forlag, selvudgivervejen, oprette eget mikroforlag
eller man kan være en hybrid af ovenstående. Hvordan har du valgt at din
bog/bøger? Og hvorfor var lige netop den vej den rette for dig?
Jeg har valgt
selvudgivervejen og lige nu er det det rigtige for mig. Jeg var selvstændig før
og så lå det som det naturlige at vælge. Måske vælger jeg hybrid eller
forlagsvejen senere, men lige nu kan jeg godt lide at bestemme selv.
- Hvilke bøger/genre læser du selv. Er du mest til din egen
genre, og fortrækker derfor også den som frivillig afslapningslæsning, eller er
der også andre genre, som du er fan af?
Jeg læser romantiske
dramaer, chick-lit og historiske romaner allermest. Jeg kan også godt lide
erotik og fantasybøger. Jeg skriver erotik og romantiske dramaer og har idéen
liggende til en fantasy-roman. Jeg kunne ikke finde på at skrive en krimi, det
ville jeg ikke egne mig til, jeg er bedst til krimi på tv, ikke så meget i
bogformat.
- Har du en yndlingsbog, og hvorfor har du lige netop valgt den?
Er det historien, skrivemåden, persongalleriet eller noget helt tredje?
Jeg kan ikke
vælge en bog ud. Jeg er glad for Elizabeth Gilberts, Spis, Bed, Elsk - både for
hendes stemme og for de reflektioner hun gør sig. Jeg har for nyligt læst
Sommernattens Hemmeligheder af Lisa Kleypas, og den sidder stadig under huden
på mig, jeg fik lyst til at være lidt længere i den verden hun har skabt. Alt
af Sophie Kinsella er jeg vild med, generelt er hun og hendes irske med-søstre
som eks. Sinéad Moriarty og Marian Keyes, geniale til at skrive personer der er
levende og ofte får mig til at grine højt. Twilight er jeg også vild med og
Crossfire-serien. Det handler mindst lige så meget om persongalleriet og
miljøet for mig, som selve historien, når jeg bliver forelsket i en bog.