Spark i din
forfatterrøv
-15 øvelser, der får dig til at
skrive-
Bonus; forfatterspirens 7
dødssynder.
Af
Ane-Marie Kjeldbjerg
Som
bogblogger er det altid rart at få et tilbud om en gratis bog til læsning og
anmeldelse. Jeg har været så heldig, at forfatteren Ane-Marie tilbød mig en
kopi af hendes seneste bog, som handler om skriveprocessen.
Bogens
indhold er først og fremmest de 15 skriveøvelser, samt de efterfølgende
tekster, som forklarer skriveøvelsens formål. Øvelserne går ud på at øve
synsvinkler, skrive dialoger, samt få et øget kendskab til dig selv som
forfatter eller skribent.
Jeg vil
tillade mig at bruge et citat fra bogen. Citatet er udvalgt, fordi det giver et
godt indblik i, hvad denne skrivebog kan give dig. Citatet er fra den tekst,
som hører til nonstop skrivning;
(citat – start)
Magien ved en nonstop-skrivning som
den, du udførte i dag, er, at du skriver. For hemmeligheden ved at skrive er – at
skrive. Du kan tænke så meget over de rette teknikker, de rette emner, eller
hvad Lars Bukdahl eller din svigermor vil sige, at du aldrig kommer i gang. Og
kommer du ikke i gang, finder du med sikkerhed ikke ind til din identitet som
forfatter og dermed til din egen form og tone.
Når du skriver nonstop og er
”tvunget” til ikke at disponere, ikke at tænke over retskrivning og (reelle
eller imaginære) kritikere, ikke at læse tilbage og rette, men blot skrive og
ikke holde op med det, tager du helt enkelt fusen på hæmningerne og får gang i
pennen. Men ikke alene det, ofte vil metoden også i det flow, der opstår, når
du skal skrive uafbrudt, bringe dig bag om indlærte mønstre, forventninger og
vanetænkninger og derved bringe dig i kontakt med nye emner eller vinkler på
emner – eller med nye udtryksformer.
(citat – slut)
Forfatterspirens
7 dødssynder er bestemt værd at læse. Jeg kan selv erklære mig skyldig i nummer
5 på listen. Jeg er så dygtig til at ”sætte kamera på hele vejen fra A til B.”
Det handler om evnen til at skrive gode transportkapitler, altså hvordan man
får sin hovedperson fra A til B, uden at kede læseren til døde. Jeg er en
mester i at skære alt ud i pap med tonsvis af detaljer. Det er super
interessant for mig, men dødkedelig for alle andre.
Min mening;
Hvis du er
gået i stå med din historie, eller du skriver på mange historier, men får
aldrig noget afsluttet. Du drømmer om at skrive en bog, har skrevet lidt hist
og pist, men aner ikke rigtigt, hvem du er som forfatter eller hvordan man
egentligt skriver.
Så køb
denne bog. Gå ned i Brugsen, tigeren eller en anden billig forretning, køb en
kinabog eller en anden form for notesbog og nogle gode skriveredskaber. Find den
selvklæbende tape frem, en blog A4 papir og sæt dig ned i sofaen. Sluk mobil,
radio, computeren og sørg for at du ikke forstyrres af lysten til
overspringshandlinger. Nu er du klar til at gå i gang, og der skal skrives.
Det er
nemlig det, denne lille skrivemanual kan. Den kan lære dig noget af det basale
ved at skrive, og den kan lære dig en hel del om, hvem du er som forfatter. Når
du er færdig, har du en logbog, som du kan kigge tilbage i, læse igen og
tilføje, efterhånden som du udvikler dig.
Manualens
styrke er, at den er overskuelig, opgaverne er til at løse og det er en ligetil
måde at få indsigt i egne styrker og svagheder som forfatter. De syv dødssynder
bør nok læses en ekstra gang, da det er faldgrubber, som selv erfarne
forfattere falder i med jævne mellemrum. Det eneste minus er, at der ikke er et
link fra opgaven til den tilhørende tekst. Det kunne være ret nyttigt, at man
ikke skal bladre frem og tilbage. Men det er det eneste som jeg lige stødte på.