Tekst, musik og produktion:
Aura Dionne.
Ask Futtrup.
Lene Kaaberbøl.
Henrik Olsen.
Uffe Wagner.
Udgivet af Phabel/ArtPeople.
Købt hos saxo.com (Sommerudsalg!).
Dette romanalbum, som det så rigtig er blevet døbt, havde tiltrukket mig fra starten af. Det er en blanding af tegneserie-sekvenser, smukke billeder, og en historie.
Jeg valgte først at læse historien, uden at høre musikken, som følger med på den vedlagte mp3-afspriller, der ligger i en kasse for sig, bagerst i bogen.
Historien skifter mellem to fortællere, Ilena og Marco, hvor Ilena har fået mest plads.
Ilena er også den, der starter med at fortælle. Hun er flygtet fra sit hjem på en isoleret ø, hvor det koster mange penge at bo. Sorgen over at have dræbt sin far, får hende til at vandre rundt på må og få, indtil hun ender på undergrundsbanen. klædt som en freak, og med en sygdom, kaldet Wilstrøms syndrom. Syndromet er opkaldt efter hendes far, som først opdagede, hvad der var galt, først med Ilenas mor og sidenhen Ilena. Det er i hvert fald den version, som Ilena kender. Ilena har levet under de beskyttende vinger af hendes barnepige Nanny Blue og sin videnbegærlige far, langt væk fra den almindelige verden, som Marco hører til.
Han er gademusikant, og genkender musikken i Ilena. Ilena viger først tilbage for alt det ukendte, men slår så følge med Marcus, efterhånden, som han viser hende verden udenfor. De to ender som en slags kærester med en fælles forståelse. Ilena får det for en tid bedre, og begynder endda indimellem at spille på Marcus´s guitar. Hendes talent lokker folk til, hvilket giver dem penge til mad, men som også vækker en lille stemme af jalousi hos Marcus. Historien er afspejliet i de mørke, næsten gotisk inspireret billeder, der bringer historien til live visse steder, men indimellem trækker den ned.
Dette billede er et af de smukkeste i bogen, og fortjener bestemt at blive vist i en anmeldelse. Det var et billede, som jeg personligt ville nyde at have hængende på min væg, så jeg kunne beundre det hver dag.
Dette billede viser Marcus´s hjem. Et sted indhyllet af mørke, men samtidig en følelse af lys og lykke. Lys fra de mange spejle, som Marcus har fået anbragt helt korrekt, Et mystisk mørke optager samtidig rummet, men ikke på en uhyggelig måde. Det er som en Aladins hule, med de mange tæpper, farver og mønstre.
Disse to billeder er fremragende eksempler på, at billeder kan fremhæve en historie, og gøre den meget tydelig hos læseren. Der er så også steder, hvor tegninger ikke bibringer den rigtige følelse til historien. Disse billeder er mørke, smukke og gotiske i deres stil, men i tegneseriefrikvenserne er noget af denne smukke stil gået tabt, og de er blevet moderne i deres farver og udtryksform.
Det illustrere dette billede på værste vis. Jeg tog mig selv i at blive skuffet og en anelse forvirrte, da denne tegneseriefrekvens dukkede op i historien. Den fylder god tre sider, hvor der er tilføjet en enkelt sætning. For mig fungerede det ikke.
Tegneseriefrekvenserne optræder 7 steder i romanalbummet. Nogle steder passede de bare ind, mens de andre steder gjorde mig en smugle forvirret, så jeg lige måtte gå tilbage, læse lidt og derefter se tegningerne igen. På den måde kom de lidt mere ind i sammenhængen.
Ilena og Marcus fortæller tingene fra hver deres side. Marcus får lov til at smage den bitre smag af Jalousi, og ender med at forråde Ilena til the Magic Man, der har forvandlet hende til Sirene. Grådigheden og jalousien får ham til at miste fornemmelsen for det, som er virkeligt og ægte. Sirene må siges at være et perfekt navn. Sirenerne var i fordums tid kendt for at lokke søfolk tæt ind på klippefyldt grund, så deres skib forliste. Søfolkene kunne simpelthen ikke modstå deres sang. Det er den samme dragende fornemmelse, som Sirene giver sit publikum og fans.
Ilenas fortid indhenter hende, det har fortiden ofte en dårlig vane med at gøre. Hendes magiske talent for at synge, har røbet hendes skjulested for dem, der kender til hendes oprindelse. Det bliver til et katastrofelt møde mellem fortid og nutid. Et møde, som med alt sin gru fortæller Ilena, hvor hun kommer fra, og hvor mange der er gået foran hende. Det giver hende også svaret på, hvorfor hun har en barnepige med manere, der passer bedre til victoriansk te-drikkende-samfund, end den moderne verden.
Det bliver også til et sidste grufuldt møde med hendes far, hendes skaber, og det øjeblik, der får Ilena og Marucs til at indse, hvad Ilena i sandhed er, og hvad "sangen" gør ved folk.
Med til historien hører en Mp3 afspiller, som jeg før har nævnt. Jeg har med vilje læst historie først, uden musikken og det kan historien bestemt godt tåle. Men før jeg fortæller, hvordan jeg oplevde historien med musikken til, så vil jeg lige gennemgå Mp3 afspilleren.
Mp3 afspilleren skulle være opladet fra fabrikken, men hvis den ikke vil afspille, så sæt den til computeren ved at burge USB stikket. Den røde knap begyndte at lyse, da jeg satte mp3-afspilleren i, men selvom den sad der i nogle timer, holdt den ikke op med at lyse eller skifte farve, så jeg formodede blot, at den var færdig med at oplade. Da jeg ville høre musikken, fandt jeg så ud af, at det var den ikke, så den blev sat til min computer igen.
Reglerne for at benytte Mp3-afspilleren er ret logiske, men det er alligevel en god ide at læse instruktionen.
Bagpå Mp3-afspilleren er der en on/off knap.
Tryk den ned på on.
Sæt herefter høretelefonerne i (de er ikke af den bedste kvalitet, men du kan jo bruge dine egne).
Tryk på play/pause knappen, der går et par sekunder, og du er nu klar til at høre musikken til historien.
Jeg fik aldrig mp3-afspilleren til at virke, og efter en hel nats opladning, så burde den være opladet. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, så jeg fandt min mp4-afspiller og overførte filerne dertil.
At læse bogen med musik til;
Nu har jeg læst historien med musik til. Det tog lige et øjeblik, før det gik op for mig, at jeg ikke bare skulle afspille sangene, mens jeg læste, men tænde og slukke for hver sang. Den første indspildning hører til første side, hvor der står og samtidig synges "There was a time, when I belonged to no one. And no one belonged to med. Let me dance alone." I baggrunden lyder melodien og lyden af havet. Utrolig smukt.
Herefter pauseres musikken, indtil man når til første sang, hvor teksten står i bogen og har sine egne private sider. Men så begynder det at blive lidt underligt, pludselig hører en af sangene til i en kapitel tekst - Betrayal has many faces. -
Det gjorde mig forvirret, og der mangler det meste af teksten til - Daddy, do you love me? -
Måske er det fordi jeg overførte musikken til min mp4-afspiller, og ikke alt kom med, men musikken var på nogle punkter en smuk tilføjelse, men det var svært først at finde ud af, hvornår der skulle pauseres og tændes igen, samt hvor de manglende dele af musikken. Jeg må desværre tilstå, at jeg ikke er imponeret.
- Hvordan adskiller denne bog sig fra de gamle læs og lyt bøger ? -
Dette spørgsmål blev jeg stillet af en bekendt, så det havde jeg med i tankerne, da jeg læste bogen og hørte musikken. Næsten alle kender "lyt og læs" bøgerne. I mine dage som barn, sad jeg tit med bogen til Heman og Pinocchio, mens en stemme læste højt, og fortalte mig, hvornår jeg skulle bladre.
Denne bog bygger på et andet koncept, omend det kunne have været en fordel, at der havde været en reference i bogen til, hvornår man skulle tænde for mp3-afspilleren. Lidt flere guidelines ville jeg personligt have sat pris på. Bogen har dog fået gode anmeldelser fra mange andre steder, så det kan være, at jeg er en af de få, som godt kunne have brugt lidt flere retningslinier.
Jeg vil helt sikkert lytte til de lidt dystre sange igen, men jeg vil nok ikke læse dem sammen med historien. De to ting skaber ikke en helhed for mig, men har noget at byde på hver for sig. Det vil sige, de sange, hvor teksten er hel.
Historien kan jeg virkelig godt lide, og jeg kan lide de billeder, som pryder bogens sider, blot ikke dem, som bringer for meget tegneserie med sig.
Der er dog ingen tvivl om, at forfatterne har fat i noget, da de lavede denne bog. I min fantasy tager jeg det næste skridt, hvor man kan trykke på bogens sider, og høre musikken gennem de øretelefoner, som sidder fast i omslaget. Denne bog er kun første stadie til at forbinde flere medier, og der er stadig en hel del børnesygdomme, men det er et skridt i den rigtige retning.
****************
Det er ingen hemmelighed, at Lene Kaaberbøl er en af mine absolutte ynglingsforfattere, selvom denne bog ikke får topkaraktere. På hendes hjemmeside kan du læse mere om Sirene og hendes andre bøger. Derfor har jeg selvfølgelig lagt et link herind, så hendes side kun er et klik væk -
http://www.kaaberboel.dk/Sirene har haft sin egen hjemmeside, men jeg har forsøgt at google den, skrevet adressen i baren, klikket på linket, der findes på Lene Kaaberbøls hjemmeside, men det er som om siden er blevet taget ned på nuværende tidspunkt. Ellers ville jeg have lagt et link ind til den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar