Købt i bog og ide.
Udgivet af Politikens forlag. Genre: Roman/vampyr/nutidig
Sprog: Dansk.
I denne bog er der et stort persongalleri, hvilket kan være en god ting, men også meget forvirrende, især hvis der ikke er en person, som træder ud og bliver bogens hovedperson. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at tælle kapitler, for at se hvordan de er fordelt mellem bogens personer.
Vi møder Natascha (7 kapitler), som er vampyr, og netop vendt tilbage til København for at besøge sin søster Helene. Hun har netop været på en blodrus og dræbt en del mænd, så nu er politiet på spor efter hende.
Helene (7 kapitler) er Nataschas søster, og har altid følt sig som nummer to. Hun har klaret sig godt i livet, men føler sig stadig kuet, når Natascha melder sig på banen.
Rosa (9 kapitler) er Helenes datter, og meget vild med sin moster. Det plejer hun i hvert fald at være, indtil hun opdager Nataschas hemmelighed, og derefter prøver hun at forsvarer sig mod sin moster med anti-vampyr-midler.
Anders (6 kapitler) er Helenes mand, og far til Rosa. Han føler sig ikke værdsat på sit arbejde, og bliver meget betaget af Natascha.
Kriminalinspektør Bennetto Croce (8 kapitler) er på sporet af seriemorderen med vampyrligende tendenser.
Mahme´t (1 kapitel) er den vampyr, som i sin tid forvandlede Natascha. Han ankommer nu til København, da Natascha bryder samtlige regler i vampyrkodekset.
Her kunne være en god historie gemt, og det var med stor iver, at jeg købte bogen. Desværre drukner historien både i personer og i genre. Det er som om forfatteren har leget med at blande vampyrproblemer+nutid+krimi+søsterforhold+lysten til at få en familie+ osv.
Historien starter med at Natascha flyver til KBH, efter at have dræbt et antal mænd, efter at hun har haft sex med dem. Dette får Kriminalinspektør Bennetto Croce til at sætte efter hende, især da hun dræber endnu engang i KBH. Her kommer det krimimæssige aspekt ind i historien, og vi følger i 8 kapitler Kriminalinspektørens tanker og møder.
Natascha prøver at chamere sig ind på Rosa, men Rosa fornemmer faren og prøver af alt magt at bekæmpe sin moster, som helt klart vil have både Rosa og Anders for sig selv. Her kommer drømmen om et familie-liv ind i historien. Rosa kæmper hårdt, og selv da Natascha forvandler hendes bedste veninde, finder Rosa på en plan. Rosa er helt klart den person i bogen, som fanger mig mest, og hendes 9 kapitler nød jeg faktisk at læse.
Helene kæmper mod sin fortid, og gennem hende får vi et indblik i, hvordan de to søstre er vokset op, og hvilken konflikter, der ligger imellem dem. Helene minder mest af alt om den udbrændte husmor, der har en mand, der ikke lægger mærke til hende, og kun indimellem har et nært forhold til sin datter. Ellers tåger hun egentligt bare rundt i historien. Her kommer søster-problematikkerne ind i historien.
Anders er endnu et godt bud på en kliche. Han er utilfreds med sit job, sur over at en kollega har en bedre stilling, og hans forhold til datteren er meget platonisk. Da Natascha forvandler ham, bliver han først dårlig, derefter frisk og forvandler sig så til et uhyre, der dræber kollegaen med det gode job.
Mame´t ankommer til KBH, da Natascha har brudt en del regler og balancere på en knivsæg i forhold til det vampyrkodeks, som vampyrerne skal følge. Han kommer for at advare hende, især da hun har forvandlet et barn til vampyr. Han har et afsnit, og det er faktisk spændende at læse, men virker noget malplaceret, fordi der er så lidt. Det virker mest som om det er hevet ind i historien for at få vampyr-problematikkerne med.
Jeg var så skuffet, da jeg havde læst bogen, for jeg synes faktisk, at der er grundlag for en god historie. Desværre har forfatteren - efter min mening - gabt over for meget, og det gør historien rodet. Der er lagt op til en toér, men jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke føler den mindste fristelse til at købe den, hvis den udkommer i Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar