Så er det tid
til endnu en omgang med blogpost om skrivning. Der er kommet så meget nyt på
banen, at jeg virkelig bør få ryddet op i alle de links, som jeg har åben. Min
bedre halvdel ryster på hovedet hver gang, han ser alt det, som fylder op på
internetbarren.
Jeg er også
blevet rigtig glad for hashtagget #BlogsOmSkrivning. Det ser ud til at virke
perfekt på twitter. Jeg behøver bare at søge efter det, så dukker det op. På
facebook er det lidt anderledes, der forsvinder hashtagget efterhånden, som det
får lidt alder. Det kan dog også sagens være, at jeg gør noget forkert - fagre
nye verden.
NU kommer det
vigtigste; alle de blogindlæg, jeg er faldet over på twitter, facebook og
overalt på internettet, som jeg gerne vil dele med andre, der finder den
skrivende verden og ikke mindst dens befolkning fascinerende.
Vi lever i en
tid, hvor udgivelsesprocessen mere end nogensinde er optil forfatteren. Man kan
blive forlagsudgivet, selvudgive, starte mikroforlag, bruge et
medudgivelsesforlag eller være en hybrid af de forskellige muligheder.
Jeg følger
med i Maria Eva Fredensborgs blog om hendes forfatterskab og udgivelser. Hun
valgte at gå selvudgivervejen først, og nu har hun underskrevet en kontrakt med
Politikens forlag. Jeg gætter på, at hun er blevet spurgt tonsvis af gange om,
hvorfor hun dog har truffet den beslutning. Hvilket hun kommer ind på i dette
blogindlæg.
Josefine
Ottesen er gået i en anden retning. Jeg følger hende på facebook og finder
hendes arbejde med Helgi Daner utrolig fascinerende. Hun ville have familier
til at læse igen og læse sammen. Derfor søgte hun betalæsere blandt sine
følgere og valgte at slå følge med et forlag, som kunne gå ind på at stå for
bestemte dele af udgivelsesprocessen, mens hendes eget forlag stod for resten.
For nu at
holde mig til dette spor omkring de nye måder at udgive på, så er jeg også faldet
over et engelsk blogindlæg. Det er om en selvudgiver, der først var
forlagsudgivet, så gik selvudgivervejen og nu tænker vedkommende over, hvad han
ville stille op, hvis et forlag igen kom bankende på døren.
Som det ses,
er det i dag muligt at gå mange veje som forfatter. Det skaber selvfølgelig
også mange fordomme, som jeg ikke vil gå i dybden med her. De er så rigeligt
præsenteret andre steder. Jeg nyder, at vi lever i en tid, hvor forfatteren i
mig kan vælge. Jeg behøver ikke at gå en bestemt vej, hvis jeg ikke har lyst.
Der er dog en
ting, som de fleste forfattere ikke kan komme udenom. Det er
forfatterplatformen. Forfatterplatformen er som et CV. Uanset hvilken
udgivelsesform, man vælger, så vil det ikke skade at have bygget sin platform
på de sociale medier op. Der er så meget nyt. Selv er jeg jo kun lige ved at
lære at bruge hashtags, men det er også vigtigt at vide noget omkring
søgemaskiner og der fandt jeg denne gode blogpost, som ganske enkelt fortæller
om googles nye søgemaskine; pandaen. Skrevet i et sprog, så alle kan være med.
Men det er
ikke kun vigtigt at kende til sociale medier, hashtags, søgemaskiner m.m. Det
er også vigtigt at kende sin ophavsret. Alle kan komme til at gøre noget
forkert, ikke nødvendigvis af ond vilje, men af uvidenhed. Jeg er faldet over
denne PFD fil om ophavsret, som er forklaret i et sprog, hvor de fleste af os
kan være med. Det er nyttig læsning, hvis man eks. gerne vil bruge et billede
eller en tekst, man har hentet ned fra nettet.
Men hvor
vigtig er forfatterplatformen i virkeligheden? Er det nødvendigt at kaste sig
over twitter, instagram, facebook, hjemmeside og blog? Jeg kunne skrive et
meget langt svar, men Nat Russo kom mig i forkøbet med nogle gode tanker og et yderst
spændende blogindlæg om emnet.
Dansk
forfatterforening er måske nok kendt af navn, selvom der også er mange
medlemmer, men hvis du gerne vil vide mere om dem. Så udgiver de et blad fyldt
med interessante artikler. Disse er nu lagt på nettet til fri læsning, og det
meste er super spændende.
Selvom jeg
ikke personligt er så vild med krimier, så bliver jeg glad, når DK´s forfattere
når udover Danmarks grænser. Det gør de i dette blogindlæg (på engelsk) fra
Manchester.
Der findes
næsten ikke noget blogindlæg, der er mere spændende, end når en forfatter
fortæller om sin skrivning, sine rutiner og tanker omkring det at være
forfatter. Alle der skriver, hvad enten det er forfatterspire eller forfattere,
har deres egen måde at gøre det på. At skrive på en historie er en yderst
personlig proces. Det er ikke noget, man kan lære fra andre, men man kan lade
sig inspirere af andres måde at gribe det an på, men i sidste ende må man finde
sin egen vej og forfatterstemme.
Denne gang er
det Claus M. Lohman, som fortæller om sit forfatterskab.
Citat - At eje fortællingen om sig selv - Jeg hedder Iben Mondrup, og jeg er
forfatter. Jeg befinder mig i et krydsfelt, hvor historierne mødes, min mors,
min datters og min egen.
Sådan begynder Iben Mondrups artikel om
autofiktion. En genre, der langsomt bliver mere og mere populær. Denne artikel
kommer meget personligt rundt omkring genren, dens muligheder og dens
faldgrubber.
Jeg vil nu slutte af med endnu en nyhed,
jeg er stødt på og bare må dele. Der har netop været det første bogbloggertræf i
Aalborg. En af arrangørerne bag, er Rikke Andrup Jensen, som ligeledes står bag
bogbloggen Andrup´s Bookshelf. Desværre gik jeg glip af det denne gang, men
Rikke og andre deltagere har været så flinke at blogge livligt omkring det. Jeg
har lagt linket til det første blogindlæg om oplevelsen fra Rikkes bogblog, men
der er flere at læse.
Der er også en side på facebook, som du
kan følge.
Det er blot lidt af det,
som jeg har læst igennem i den seneste tid. Min internetbarre er nu lidt mere
opryddelig. Jeg har kun 12 blogpost tilbage, som jeg lige skal have læst
igennem.