Indholdet på xanadues-imagination

Jeg startede denne blog i april 2011. Tanken var, at jeg ville anmelde bøger, manga og anime. Det gik også fint i starten, men lige så stille har bloggen udviklet sig, så jeg nu også laver indlæg om de blogpost og artikler fra den skrivende verden, jeg støder på og finder interessante. Dem vil du kunne finde under #BlogsOmSkrivning.

På grund af familieforøgelse og husbyggeri modtager jeg i denne tid ikke bøger til anmeldelse. Jeg skal nok skrive, når jeg igen lukker op for denne mulighed.

Indtil da kan jeg varmt anbefale at kigge forbi min hjemmeside, hvor jeg har samlet en liste over aktive og dygtige bogbloggere. Linket er her; http://xanadues-imagination.mono.net/hjemmesider-og-blogs-der-anmelder-bger

Ellers kan jeg også anbefale at tage et kig forbi Newpubs liste;

http://www.newpub.dk/artikel/oversigt-over-bogblogs-og-boganmeldere/

Har du selv en bogblog og er ikke på listen, så er du meget velkommen til at sende mig en mail på lenelarsen81@gamil.com, så sørger jeg for, at du kommer på listen på min hjemmeside. Skriv også til Newpub, så kan det jo være, at der er flere forfattere, som får øje på din blog og sender en bog afsted :-)

Kosmos og Kaos.dk

Kosmos og Kaos.dk
Min hjemmeside, som omhandler emner, der vil interessere det skrivende folk. Tryk på logoet og du vil blive sendt direkte over på hjemmesiden.

@XanaduesImagina

@XanaduesImagina
Nu er Xanadues-Imagination også kommet på Twitter. Mine tweets vil omhandle nye indlæg på min blog, hjemmeside og andre skriverelateret emner.

fredag den 6. juni 2014

Forfatterinden; Det indre pylrehoved

Denne historie har jeg skrevet på i en del år nu. Det hele startede med at politiken udskrev en samtids-roman konkurrence, som jeg tænkte, at jeg ville deltage i. Uden at overveje, at jeg jo overhovedet ikke skriver i den genre!

Jeg har været arrig på denne historie, smidt den væk, gemt den bagerst i den kasse, hvor jeg opbevarer mine notesbøger, men historien blev ved med at være der. Forfatterinden ville ikke give slip. Det har været rigtig svært at finde hende og ikke mindst lytte til hende. Alle mine egne følelser har stået i vejen. Jeg blokerede simpelthen for hendes stemme, når jeg konstant tænkte; Hvem har bildt mig ind, at ejg kan skrive realistisk. Ja at jeg overhovedet kan skrive! Hvad vil folk sige til, at jeg skriver om sex. Vil de tro, at jeg er sådan?! Hvorfor overhovedet prøve, jeg skuffer jo alt og alle med det her bras.

Det var først, da jeg blev så gal på mig selv, at jeg satte mig til at skrive i trods. Da jeg lukkede af for alle disse selv-forventninger, at jeg fik kontakt med min hovedperson (hpér). Nu ligger første kapitel klar, men der vil komme flere.
De vil blive postet både her og på min hjemmeside, så hvis du misser et og gerne vil læse det, så kan det findes på følgende link. Som skrevet; er dette første kapitel om Forfatterinden.
http://kosmosogkaos.dk/

P.S alle billeder er taget af undertegnet.

Det indre pylrehoved

Okay, nu må jeg tage mig sammen. Der er kanelgifler på bordet og kaffe i mit krus. Mine tanker går i alle mulige retninger. Det skyldes, at jeg ikke har fået sovet så meget, siden jeg ankom. Sådan er det altid med mit indre pylrehoved.

Hele natten har hun gemt sig under dynen, været bange for alskens spøgelser og ånder. Hun er lidt af en prøvelse. I dag har jeg derfor taget en tur rundt i hele huset, undersøgt alle skuffer og skabe, lukket alt op og i for at vise hende, at der ikke er noget at være bange for. Bagefter gik jeg en tur rundt om huset, gennemrodet skuret og carporten. Hun er stadig urolig for den kommende nat.

Jeg har selvfølgelig også været strid ved hende. Jeg har udsat hende for alt det, som hun er bange for. Det er kun nogle dage siden jeg ankom. Destinationen var det gule kunstnerhus, hvor jeg har fået bevilget et halvt års legat. Det er et egoist hus. Køkken, stue og entre i et plan, mens overetagen rummer toilettet og et soveværelse. Mit ynglings rum er helt klart stuen. De to skydedøre med blyindfattet ruder kan åbnes helt op, så det føles som om skoven og huset er et. Når skydedørene er lukket, kaster glasset farvede skygger på møbler og vægge. Stuens tapet er et kapitel for sig selv. Det er overdækket med håndmalede engelske jagtscener, hver eneste dag finder jeg nye detaljer. En del af mig elsker allerede dette hus. Her er kun plads til en person, intet gæsteværelse, som kræver at komme i brug.

Det er kun pylrehovedet, som spolere min glæde. Hun er altså noget af en tryghedsnarkoman. Jeg kan fornemme, at hun også godt kan lide huset her, men ensomheden og afsondretheden skræmmer hende. Jeg er kommet med en række løsningsforslag. Eksempelvis at vi kunne sove i stuen. Den ide blev afslået. Sæt nu der kom indbrudstyve, de kunne så let som ingenting smadre glasset og så ville vi ligge der. I soveværelset ville vi i det mindste kunne høre dem først, så tyvene i det mindste ikke kunne overraske os. Men soveværelset er heller ikke for godt, det er et oplagt sted for spøgelser. Gangen over til toilettet er heller ikke for godt, det er lige sådan et sted, en ond ånd kunne lure.

Jeg fortæller hende, at jeg engang havde en internetven, som skrev til mig, at der intet er frygte om natten, som ikke er der om dagen. Pylrehoved ryster på hovedet og beder mig om at overlade den slags til hende, for det har jeg tydeligvis ikke forstand på. Jeg foreslår så entreen som et muligt sovested. Døren er ikke lavet af glas, men hårdt træ og den kan låses. Hun lover at tænke over det og melde tilbage med et svar.
Jeg går ud og henter en kop kaffe mere. At diskutere med pylrehovedet er der ikke meget fornuft over. Det her er en udfordring, men den er nødvendig. Et minde dukker op, mens jeg står og kigger ud på det grønne.
Det hele startede med uhyggelige vandrehistorier. De var meget populære dengang, jeg var teenager. Især en af dem skræmte mig. Den handlede om, at man skulle stille sig foran badeværelsesspejlet med lyset slukket og døren lukket. Mens man så i spejlet skulle man kalde på den mørke dame. Den vandrehistorie sad fast. Jeg hastede forbi samtlige spejle, mens jeg kæmpede med mit sind om ikke at udfordre skæbnen ved at kalde på den mørke dame. Til sidst blev det for meget for min storebror. Han ville have at vide, hvad der dog skræmte mig så meget ved spejle. Da han hørte historie, hev han mig med ud på toilettet og blev trofast stående udenfor den lukkede dør. Nervøst og rystende stod jeg ved håndvasken og kiggede ind i det kulsorte spejl. Endelig tog jeg mig sammen, kaldte højt og sikkert rimeligt skingert på den mørke dame. Jeg ventede, men intet skete, den mørke dame blev væk.

Det var her, jeg lærte, at det farlige ophører, når man ser det i øjnene. Det tager magten fra det.
Det er det samme, jeg gør nu. Det her liv er mit. Det er mit ansvar, hvad jeg vælger at gøre med det.
Men min egen indre stemme er ved at drukne i andres menneskers meninger, deres holdning til det gode liv. Mit eget strenge overjeg, der diktere hvilke forpligtelser og moraler, jeg bør leve op til. Nødvendigheden af at lytte til de mennesker, jeg holder af og indimellem nogle, jeg ikke kan lide, af ren høflighed.

Jeg måtte væk. Pylrehoved eller ej. Nu er det på tide at finde min indre stemme igen, og give hende mulighed for igen at trække vejret.





Jeg behøver kun at gå ganske kort ind i skoven, før jeg støder på træer som dette. Det føles næsten som kunst fra natuens side.
Et stykke nede af grusvejen kan jeg stå og nyde denne udsigt, samt mærke, hvor let det bliver at trække vejret. Det ligger næsten i luften, at her bor ikke mange mennesker, som kan forstyrre min ro.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar