Vampyr
Krøniken af Jon Brændsgaard Toft
1.
Introduktion; To sider, sammen sag.
Vi møder Ruby, da han er ude i skoven for at samle
materiale til de reb, som han er kendt for at lave. Han er rødhåret og skiller
sig væsentligt ud fra de andre i landsbyen. Han blev fundet af en handelsmand i
en kurv af siv ude på havet og ført til landsbyen, hvor man tog imod ham med
glæde, trods det røde hår. Nu er Ruby 20 år gammel, og hans lillebror Alber
kommer ud til ham. Deres far Thegen er død i en alder af 54 år, men han ser
meget ældre ud. Salumir den vise er 56 r, men ligner en på over 90 år.
Ruby undre sig over dette. På kroen lytter han til de
andres snak, men der er ingen rapporter om vampyrangreb, faktisk har der ikke
været nogen angreb i et stykke tid. Dette undrer også Ruby. Hvorfor bliver folk
gamle før tid? Hvorfor angriber vampyrerne ikke? Det har været kendt siden
mands minde, at dagen er menneskenes domæne, mens natten er vampyrernes. For at
få svar på sine spørgsmål drager Ruby ud på sin egen færd. Han slår sig sammen
med vampyren Stella, der har samme mission, men svaret er ikke så let at finde,
ikke før drømmenes kraft kommer de to søgende til hjælp.
Min
mening; Jeg elsker en god vampyrhistorie. Vampyrer er
fascinerende, og de kan formes frit efter forfatterens fantasi. Så jeg blev
meget begejstret, da forfatteren spurgte, om jeg ville være interesseret i at
anmelde nogle af hans bøger. Jeg sagde med det samme ja tak.
Jeg må så tilstå, at jeg blev noget skuffet, da jeg læste
bogen. Grundhistorien er god, og den er lavet som en introduktion til
universet. Der er dog en masse mangler. Sproget er meget fladt, og jeg føler
meget, at jeg som læser, får fortalt historien uden at jeg får rejst de
spørgsmål, som giver mig lyst til at læse videre. Ruby snubler nærmest over
alle svarerne, og alt bliver ham givet. Mangler han en båd, så dukker der
simpelthen en venlig sjæl op, som lige giver ham en. Det er altså for let.
Stella og Rubys forhold giver historien et twist, men det flade oplysende sprog
og den meget lette søgen efter svaret på gåden, efterlader mig med en træls
fornemmelse. Det er lidt en kamp at komme igennem den. Hvilket er en skam, for
historien er der, den får bare ikke lov til at vise, hvad den kan.
The
Vampire Chronicle (CD)
af
Jon Brændsgaard Toft
Jeg havde læst bøgerne og surfede lidt rundt på
forfatterens hjemmeside for at få mere info til denne anmeldelse. Det var
heldigt, at jeg gjorde dette, for jeg opdagede, at der også var lavet en hel CD
til den første bog i serien. Jeg fik tilsendt to CDér. Den ene sendte jeg til
min veninde, som har noget mere musikalsk forstand, men jeg gav mig til at
lytte til den, som jeg beholdte.
Jeg var ikke vild med historien i bogform. Den havde en
god grundhistorie, men også mange mangler, som gjorde den tung at læse. Det er
bestemt ikke det samme med CDén. Her er jeg blevet overrasket positivt. Sangene
fortæller historien på en ny spændende måde. De 10 sange er velskrevet og
handlingsfyldte. Jeg lyttede faktisk til den 3 uger i træk, mens jeg kørte til
og fra arbejde. Der er nogle enkelte steder, hvor det ikke er helt perfekt, som
i oplæsningen til sang nr. 1, det kradsede lidt, men det er blot småting.
Min musikinteresseret veninde skrev om den; "... new
age agtigt nogle steder og rocket andre, meget fedt."
Du kan høre nogle af sangene på dette link. Dog ikke min
yngling, som klart er nr. 3.
http://www.jon-toft.dk/pages/chronicle.html
Vampyr
Krøniken af Jon Brændsgaard Toft
2.
Elliot
Elliot foregår i samme univers, som den første bog i
serien, men man behøver ikke at have læst den ene bog for at kunne læse den
anden.
Elliot var en del af et søgehold fra den lokale landsby
Ganthus, der var ude for at søge efter svampe i Tusmørkeskoven. Et risikabelt
job, som koster hans to følgesvende livet, men Elliot bliver taget til fange og
gjort til vampyr af vampyrfyrsten Thesmarein af Lamandir. Vi møder Elliot, da
han er tiltalt for en meget alvorlig forbrydelse. Han har drukket et menneskes
blod, men ikke blot et normalt menneske, vedkommendes blod tilhørte nemlig
selveste fyrsten. Elliot har dog været snedig. Han slipper fri af sin celle af
en hemmelig gang, som han selv har gravet. Den rødhåret Egeria sætter efter
Elliot. Jagten er begyndt og den ender blodigt for flere mennesker.
Samtidig er der et større røre i gang i vampyrverden.
Fyrst Gorrun af Irrir, som ligger i de kolde øde egne, hvor menneskene har
svært ved at overleve, har længe haft et opgør med de sydlige egnes fyrste
Thesmarein. Spionehold bliver sendt i syd og nord. Et af holdene falder over et
frit vampyrsamfund, ledet af den Navnløse, hvor de strenge regler for
menneskeblod ikke er så strikse, som hos de to fyrster.
Min
mening; Okay, denne bog er bedre end den forrige. Alene sproget
er væsentligt forandret, og visse steder er den super underholdende. Men den
har bestemt sine mangler. Bogen er på 214 sider med en ret stor skrift. Vi har
jagten mellem Egeria og Elliot. Vi har to spionhold, to fyrster i krig, gnomer,
den navnløse, Elise - som hjælper den navnløse og overhører alle andres
advarsler. Vi hører også om Tesmen, som først er medlem af et spionhold, senere
går han sine egne vegne, møder nogle af de andre vampyrer, som er nævnt, indtil
han finder ud af, hvad han vil.
Som man kan se ovenfor, så er der meget handling i bogen,
og det er faktisk for meget. Tesmen er den person, som jeg kom til at holde
mest af. Hos ham fornemmer man følelserne bag hans valg. Først er han sådan
lidt fortabt på spionholdet, så klarer han sig selv, får nogle erfaringer og
vender så hjem, hvor han har lært, at han rent faktisk hører til. Der mangler
dybde hos de andre karakterer, hvorfor handler og gør de, som de gør. Elliot
har givetvis mange ambitioner, men man når som læser aldrig helt igennem det
første overfladiske lag til en forståelse af hans valg. Her ville det have
været klogt at benytte sig af ordsproget - kill your darlings. At skære indtil den
handling som skulle dominere bogen. Det kunne også have været et valg at lave
bogen længere, så der blev plads til at gå i dybden med alle disse niveauer af personer
og deres valg. Som det er nu, er bogen simpelthen for handlingsmættet til at
jeg tilfredsstilles. Jeg vil ind under huden af de personer, som jeg læser om,
og det får jeg ikke lov til. Undtagelsen er Tesmen, som føles nærværende på en
helt anden måde end resten af personerne. Ham opnår jeg en forståelse af, og
det er ham, jeg husker, når jeg vender bogens sidste side.
Forfatteren Jon Brændsgaard Toft har også besvaret mine
spørgsmål, men det vil jeg bringe i forlængelse med anmeldelsen af hans bog
Laya. Er du utålmodig, så kan du læse det ved at klikke på dette link;
Ingen kommentarer:
Send en kommentar