Fredag d.
8/11-2013
Endelig var
dagen kommet, så efter alt for lidt søvn, ingen morgenmad på grund af kvalme,
nervøsitet og mavepine tog jeg toget fra det dejlige rolige Jylland over til
den knap så rolige, men mere larmende storby København. Godt nervøs for at tage
metroen, selvom alle havde forklaret mig, at det ville være lige så let som at
tage den i London. Det var det så ikke helt, da der ikke var nogen skærme, så
jeg kunne se enkeltstationerne, heldigvis fandt jeg en jyde fra Djursland, der
kendte turen og han blev min guide frem til Bellacenteret.
Der var
selvfølgelig en anden grund til min nervøsitet, udover mødet med metroen. Det
var nemlig den morgen d. 8/11-2013, at jeg helt officielt og lovligt kunne
kalde mig forfatterinde. Jeg skulle altså ikke kun deltage i bogmessen for
første gang, men også se min bog og holde den i mine hænder. Det var
opfyldelsen af en drøm, jeg har haft, siden jeg var 16-17 år gammel. Større kan
det ikke blive.
Bogens titel
er; Tristan og Chiaki - Virus. Udgivet af Science Fiction Cirklen.
Jeg skriver
selvfølgelig et blogindlæg om handlingen og bogens tilblivelse, men det er større
end stort, så det skal stå for sig selv.
- Mødte min
medforfatter Ronny og vores forsidedesigner Thomas Arn Hansen for første gang.
Ja, det kan
lyde lidt mærkeligt, at jeg ikke kender min medforfatter. Det gør jeg også, men
kun over mails og telefonsamtaler. Vi bor i hver sin ende af landet og
historien er blevet til gennem en ivrig mail-udveksling. Da udgivelsen blev en
realitet, så måtte telefonen også i brug, når der skulle træffes hurtige
beslutninger, men vi foretrækker begge at skrive en mail, frem for at ringe.
Der gik dog
kun to sekunder, så var vi på bølgelængde og efter at have set Kim Leine
forlade Bellacenteret, gik vi ind og fik fat i vores forlag. Få minutter efter
stod vi foran vidunderet, fik taget lidt billeder og skrevet i dem, som skulle
gives til venner, veninder og familie. Det var så stort.
Der signeres bøger til venner, veninder og familie. Til venstre ses Science Fictions Cirklens stand på bogmessen.
-
Vinforfatteren fra kaffebaren.
Bogmessen er
et fantastisk sted. Overalt omkring mig var der bøger. Der var folk, som talte
om historier, plots, udgivelser og en kæmpe åbenhed. Der gik ikke mange
sekunder, før euforien satte ind. Et sjovt eksempel på åbenhed oplevede jeg i kaffebaren
over ved spotscenen.
Der var lidt
kø til kaffen, så helt naturligt faldt jeg i snak med ham foran mig. Det viste
sig, at han havde udgivet nogle bøger om vin. Jeg fortalte så, at det var min
første gang på bogmessen, og at jeg så også var debuterende forfatterinde. Helt
naturligt tager jeg bogen op og viser ham den. Han er super interesseret og
hele snakken, mens vi venter på kaffen, bærer præg af denne euforiske stemning,
som messen emmer af.
- Mødet med
Claus Dyre Fra Liveboox.com
Det var et
tilfældigt møde, at vores lille gruppe standsede op ved liveboox stand. Det er
et nyt fortagende, hvor man lejer ebøger, og lejeperioden begynder først, når
man begynder at læse bogen. I princippet kan man derfor have bogen liggende et
stykke tid, før man går i gang og dermed skal betale for den.
Jeg kunne så
ikke lade være med at spørge indtil selvudgivelser. Det viste sig, at han havde
kastet et par sideblikke på denne gruppe, men indtil videre havde fokuseret på
at få de store forlag med.
Jeg spurgte
så, om han kendte Newpub. Det gjorde han ikke, så jeg kunne ikke lade være med
at sige, at hvis han på et tidspunkt ville i kontakt med mirkoforlag og
selvudgivere, så var det stedet at finde dem. Nævnte ligeledes at der var
kommet fysiske indie-reoler i Arnold Busck takket være Newpubs hårde arbejde.
Gemte hans
visitkort, for skulle mit eget forlag blive interesseret i at udgive ebøger, så
var liveboox et sted at holde øje med.
- De
interview, jeg overværede.
Efter kaffen
får jeg noget tid alene, da min medforfatter, hans søster og vores
forsidedesigner tager hjem. Der er så meget at opleve, så jeg nyder min
alene-tid, inden min veninde får fri fra biblioteket og kommer ind for at møde
mig.
Jeg
overværer et foredrag, med en forfatter hvis navn jeg desværre har glemt. Men
jeg har ikke glemt, at han sagde, at hvis vi fortsatte sådan i den demokratiske
verden, så ville folket byde en diktator velkommen. Forfatteren mente dette, fordi
en diktator ville handle, og det ville folket kunne lide. Det var så værre, det
der måske kom bagefter, når først diktatoren var blevet givet magten.
Det var en
spændende måde at se den nuværende situation på, og min indre forfatterinde gik
straks i gang med afprøve om dette på en måde kunne bruges i den næste bog om
Tristan og Chiaki.
Jeg hørte
endnu to foredrag, som jeg sådan helt tilfældigt faldt over. Det var spændende
ikke at have valgt noget ud, men blot gå rundt og nyde, at den verden som jeg
elsker, pludselig var helt normal. Bedre kan det ikke beskrives, min
forfatterverden blev pludselig virkelig. Det var som at gå en tur på den gule
murstens vej (taget fra troldmanden fra Oz) og opdage, at ens fantasiverden er
et virkeligt sted.
Første billede af Rød Scene er den norske forfatter Helene Uri i, som bliver interviewet af Julie Lahme.
Jeg nåede lige at høre det sidste af Yahya Hassan, da han læste op.
På tranescenen er det forfaterinden bag Amazonernes ring, der bliver interviewet.
- Nis Jakob
på saxo´s stand.
Det var det
eneste foredrag, jeg havde håbet på at nå. Jeg kender Nis Jakob fra debatterne
på Newpub. Derfor ville jeg gerne høre ham i virkeligheden. Det var spændende
at høre om, hvordan hans bog "Perfekt liv" var blevet til på turen
frem og tilbage på arbejde. Nu er han så fuldtidsforfatter med eget forlag.
Da
interviewet var slut, gik jeg hen og hilste på. Det var rart at få sat ansigt
og "fysisk" fremtræden på en, som jeg ellers kun har set på facebook.
Desværre blev jeg rimelig snaksaglig, så kom til at holde lidt længe på ham, og
han skulle hen og signere bøger. Undskyld Nis Jakob, det var lige euforien,
der var sat godt og grundigt ind.
- Mødte min veninde.
Så dukkede
min veninde op. Først var vi henne og beundre min bog. Det var godt nok stort
at kunne vise den frem. Vi gik rundt på messen, og da hun er bibliotekar, så er
bøger også et emne, som ligger tæt på hendes hjerte.
Senere på
aften stod den på Pizza og biograf. Det vildeste var at kunne overraske min
dejlige niece med en signeret bog. Hun vidste ikke noget og har spurgt, hvornår
hun måtte læse noget af det, jeg skrev. Skønt at kunne overrække hende min bog.
Lørdag;
- Viste min
bror, niece og kusine rundt.
De så bogen
som det første og herefter gik vi rundt. Jeg skulle blot hen og overvære axo´s
innovations pris, da jeg vidste, at Newpub var nomineret. Derudover havde jeg
også på forhånd aftalt at mødes med Solvej Todd fra Bogpiloten.
- Saxo´s
innovations pris gik til Newpub!
Mofibo,
Krimifan og Newpub var de nominerede. Krimifan fik æresprisen og der blev
klappet livligt, men Newpub vandt og sjællænderen i mig tog lidt overhånd, så i
stedet for at klappe, kunne jeg ikke lade være med at råbe YES! Det var så
stort, at det fortjente mere end et klap, det fortjente et stort og velment
YES. Folk vendte sig om, men de smilede, så jeg tror ikke, at det generede
nogen alt for voldsomt.
Fra
Pressemeddelelsen, som Saxo har udsendt, citeres følgende:
Juryen begrunder valget af NewPub således: ”Her er vi tilbage hos skaberne –
altså forfatterne, der går sammen om at udgive bøger. Forfatteren bliver med
NewPub iværksætteren, tager ansvar og får skabt en virksomhed omkring sin
udgivelse. NewPub har sat forfatteren i førersædet.”
Kulturminister Marianne Jelved kalder det for banebrydende i dansk sammenhæng
at NewPub vinder: ”Bogmarkedet er allerede i fuld gang med at udvikle sig, og
det er NewPub er godt eksempel på” og fortsætter: ”Det er inspirerende at høre,
hvor store muligheder der er for at tjene penge i bogbranchen. Jeg håber, at
alle i bogbranchen lytter godt efter”
Læs resten af pressemeddelelsen her; http://www.mypresswire.com/pressroom/29780/pressrelease/72302
- Mødte Solvej Todd fra Bogpiloten.
Herefter var der mit
aftalte møde med Solvej. Jeg har ikke prøvet den slags før, så tænkte en del
over, hvad hun mon forventede, og om jeg kunne leve op til det. Jeg har bragt
et blogindlæg om Bogpiloten, som er et projekt, hun er ved at starte op her i
DK.
Bogpiloten tilbyder et 'redaktørkorps' og forfatterens arbejde er videresendt til en redaktør med
interesse for materialet og den rigtige erfaring, som kan give velbegrundede råd og vejledning. Der bliver udarbejdet en rapport, hvorefter forfatteren skal kunne arbejde selvstændigt videre.
Kort sagt kan man sige, at forfatteren får hjælp og rådgivning under redigeringsprocessen. Det er ikke til dem som lige har færdigskrevet det første udkast. Det er for dem som slider med den 2 eller 3 version. For dem som kender til dette, ved man at dette er jo guld værd for eks. selvudgivere, at kunne få hjælp til at gøre ens manuskript klar til udgivelse eller få at vide, at man skal vente, indtil ens forfatterskab har udviklet sig, eller man skal have trænet en speciel færdighed, eks. dialogen mellem ens personer.
Det er den slags, der er brug for. Et sted, hvor det er muligt at hente hjælp. Hvad enten det drejer
sig om en selvudgivelse eller dem der har fået et standardafslag for forlagene og gerne vil vide, hvad de skal forandre, før de sender manus videre på forlagsturnéen.
Derefter fortsatte
samtalen omkring de fantastiske genrer her i DK og deres udvikling. Det er jo
et super spændende emne, som jeg kunne tale om i timevis, da det er her, mine
historier udspiller sig.
De har også
en side på facebook; https://www.facebook.com/pages/Bogpiloten/448163041966376
- En perfekt afslutning.
Nu var messen slut for mit vedkommende. Godt træt og mæt
af indtryk så jeg frem til at vende snuden mod Jylland igen. Først skulle jeg
dog lige hen og sige farvel til mit forlag, som er en bunke sjove og engageret mennesker,
der brænder for Science Fiction.
Netop som vi skal til at gå, så trækker min niece mig i
ærmet og siger; "faster Lene, der er en, som er ved at købe din bog."
Jeg vender mig så rundt og ganske rigtigt. Der ligger
Tristan og Chiaki på disken, mens der bliver udvekslet penge. Et kort øjeblik
er jeg lige ved at styrte derhen og spørge, om hun vil have den signeret, men
jeg får dog stoppet mig selv i tide. I stedet for, står jeg helt stille og
tager øjeblikket ind. Det er derfor jeg skriver. Et håb om, at give andre lige
så fantasifulde oplevelser, som jeg selv har haft og stadig får. Det sus, som
kun bøger kan give.
Jeg får tårer i øjnene og så er det på tide at tage
derfra. Hvis jeg skulle stortude, så skulle det ikke være på bogmessen.
- Gode råd til dem, der overvejer at besøge bogmessen
næste år.
Hav penge med. Der er en hævemaskine, men der er ofte
lang kø og indimellem løber den tør. De store stande giver ofte mulighed for at
bruge dankort, men den mulighed er ikke ofte hos de små forlag. Så hæv penge i
forvejen.
Pas på damer med trollier, og her mener jeg de små sorte
kufferter på hjul. De trækker dem efter sig og bruger dem gerne til at skabe
plads. Før man ved det, får man lige kørt en trollie henover sin fod, gør
lastet med bøger, som gør den tung. Så træd til side, når du møder en af disse
damer. De viger ikke for nogen.
Kameramænd er en farlig type. Min medforfatters søster
fik lige et skub, fordi en kameramænd spottede Hanne Vibeke Holst. Han for af sted,
skubbede folk væk, hoppede over nogle ministole og fulgte derefter lige i den
nævnte dames bagdel. Jeg må beundre hende for, at hun overhovedet ikke gav ham
nogen opmærksomhed, selvom han gik så tæt på.
Hav flade sko på og skift til høje hæle, hvis du på et
tidspunkt skal på scenen. Man går ufatteligt meget, så flade sko kan klart
anbefales.
- Andre, der har skrevet om bogmessen;
Ingen kommentarer:
Send en kommentar