I bogens
første kapitler møder vi Oran, Cynog og Dermot - søn af Cynog. Oran vil
udfordre Dermot til kamp på grund af skibet Aurelia. Han har ventet så længe på
at få sit eget skib og vil ikke overgive det til en, som er mindre værd.
Desværre er Cynog stærk. Hans guldbetvinger vidner om hans styrke. Autarkens
lov er, at udfordreren bestemmer tid og sted. Oran ved, at han skal handle nu
og her, ellers vil det kun være hans kolde lig, som morgenlyset vil ramme.
Dermot får støtte af sin far, men sønnens svaghed er for stor. Oran får en
stærk fjende, men vinder sig også et skib.
Herefter
skifter scenen til den rolige landsby Hammersholt. Udenfor kroen "Den
syngende drage" venter Erik på sin bedste ven Odd. Odds søster Marlen er
alvorligt syg, og det har drevet de to venner til at blive krybskyttere. Det er
farligt, men de to unge trives både med faren og håbet om, at kødet vil gøre
Marlen rask. Erik er nemlig vild med Marlen, selvom han ikke har besøgt hende,
siden hun blev syg, hvilket har vakt hans dårlige samvittighed. Denne nat
bliver dog anderledes end de fleste. Odd og Erik sover i deres hemmelige
klippehule, efter at have mæsket sig i den ene hare, da Erik mærker trang til
at lade vandet. Han får øje på nogle blinkende lys ude i horisonten. Det er
sikkert smulere, som der ofte er på kyststrækningen. En kasse i vandkanten
fanger hans opmærksomhed og ved hjælp af nogle fiskestænger, får han bakset den
op til hulen ved hjælp. Kassen indeholder underlige ting, og da Erik vågner op
på den kolde klippekant, er ethvert minde om kassen forsvundet.
Eriks og Odds
gerninger kan dog ikke blive ved med at have et heldigt udfald. Netop som "Den
syngende drage" har besøg af en skjald, kommer grevens mænd for at anholde
dem. Så Erik og Odd får ikke chancen for at høre historien om den mægtige økse
Gleipnagur færdig. Da de bliver taget med, ved de heller ikke, at næste gang de
ser Hammersholt, vil det kun være de udbrændte huse, som står tilbage. Allerede
i fængslet opdagede Erik et underligt udslæt og mens rejsen mod sikkerhed står
på, breder det sig på hans arm.
Min mening;
Dette er
fantasy skrevet til voksne, men kan også sagens læses af unge. Dette er den
første bog ud af foreløbig to. Nummer tre skulle også være ved at blive
skrevet.
Det er
tydeligt at mærke, at denne bog er starten på noget større. Som læser bliver
man præsenteret for en del personer, der vil få betydning for handlingen
senere. Indimellem springes der lidt vel rigeligt, og man kan tydeligt mærke,
at forfatteren ved det hele, fordi vi det ene øjeblik er i Orans hoved, så i
Eriks, det næste i Odds, for så at komme ind i Marlens og dernæst i Jussis. Det
kan godt blive lidt forvirrende, og indimellem måtte jeg lige bladre tilbage
for at tjekke op på, hvad det nu var, der var sket sidst, vi var hos den
person.
En anden
ting, som jeg skulle vænne mig til, var at vi først er i nutiden, for dernæst
at gå tilbage i tiden og så kommer forklaringen. Eks. er meget fint med Marlens
sygdom. Jeg får at vide, at hun er meget syg, herefter får jeg Eriks minder
omkring høstfesten, så går de to unge mennesker tur og dernæst får jeg så
Marlens oplevelser med Kalle under høstfesten, hvilket har ført til hendes
sygdom. Sådan er det hele bogen igennem. Det fungere faktisk ok, da jeg lige
havde vænnet mig til den fortællerstil.
Der er også nogle kapitler, som er skrevet, så de virkelig fanger. Især kan jeg genkalde mig skjaldens besøg i "Den syngende drage." Det er skrevet så godt, at jeg som læser rent faktisk sidder blandt krogens gæster og lytter med. Jeg fornemmer hver en pause, den spændte stemning og den atmosfære, som skjalden formår at skabe. Det er mesterligt godt skrevet.
Jeg skrev i
starten, at Vraggods kun er den første bog i en serie. Dette mærkes tydeligt, fordi
vi bliver præsenteret for en del forskellige personer, som på den ene eller anden
måde kommer til at spille hver deres rolle. Bogen er meget roligt bygget op.
Det føles meget som om bogen kører i første og max andet gear hele vejen
igennem. Jeg har den næste bog liggende og håber, at den i hvert fald kommer op
i tredje og gerne lidt i fjerde gear. Selv dette kan virke som en hård kritik,
så har Vraggods noget at byde på. Især håber jeg på at få noget mere at vide om
de betvingere, som kun nævnes i de første kapitler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar