Denne historie har jeg skrevet på i en del år nu. Det hele startede med at politiken udskrev en samtids-roman konkurrence, som jeg tænkte, at jeg ville deltage i. Uden at overveje, at jeg jo overhovedet ikke skriver i den genre!
Jeg har været arrig på denne historie, smidt den væk, gemt den bagerst i den kasse, hvor jeg opbevarer mine notesbøger, men historien blev ved med at være der. Forfatterinden ville ikke give slip. Det har været rigtig svært at finde hende og ikke mindst lytte til hende. Alle mine egne følelser har stået i vejen. Jeg blokerede simpelthen for hendes stemme, når jeg konstant tænkte; Hvem har bildt mig ind, at ejg kan skrive realistisk. Ja at jeg overhovedet kan skrive! Hvad vil folk sige til, at jeg skriver om sex. Vil de tro, at jeg er sådan?! Hvorfor overhovedet prøve, jeg skuffer jo alt og alle med det her bras.
Det var først, da jeg blev så gal på mig selv, at jeg satte mig til at skrive i trods. Da jeg lukkede af for alle disse selv-forventninger, at jeg fik kontakt med min hovedperson (hpér). Nu ligger første kapitel klar, men der vil komme flere.
De vil blive postet både her og på min hjemmeside, så hvis du misser et og gerne vil læse det, så kan det findes på følgende link. Som skrevet; er dette første kapitel om Forfatterinden.
http://kosmosogkaos.dk/
P.S alle billeder er taget af undertegnet.
Det indre pylrehoved
Okay, nu må jeg tage mig sammen. Der er kanelgifler på
bordet og kaffe i mit krus. Mine tanker går i alle mulige retninger. Det
skyldes, at jeg ikke har fået sovet så meget, siden jeg ankom. Sådan er det
altid med mit indre pylrehoved.
Hele natten har hun gemt sig under dynen, været bange for
alskens spøgelser og ånder. Hun er lidt af en prøvelse. I dag har jeg derfor
taget en tur rundt i hele huset, undersøgt alle skuffer og skabe, lukket alt op
og i for at vise hende, at der ikke er noget at være bange for. Bagefter gik
jeg en tur rundt om huset, gennemrodet skuret og carporten. Hun er stadig
urolig for den kommende nat.
Jeg har selvfølgelig også været strid ved hende. Jeg har
udsat hende for alt det, som hun er bange for. Det er kun nogle dage siden jeg
ankom. Destinationen var det gule kunstnerhus, hvor jeg har fået bevilget et
halvt års legat. Det er et egoist hus. Køkken, stue og entre i et plan, mens
overetagen rummer toilettet og et soveværelse. Mit ynglings rum er helt klart
stuen. De to skydedøre med blyindfattet ruder kan åbnes helt op, så det føles
som om skoven og huset er et. Når skydedørene er lukket, kaster glasset farvede
skygger på møbler og vægge. Stuens tapet er et kapitel for sig selv. Det er
overdækket med håndmalede engelske jagtscener, hver eneste dag finder jeg nye
detaljer. En del af mig elsker allerede dette hus. Her er kun plads til en
person, intet gæsteværelse, som kræver at komme i brug.
Det er kun pylrehovedet, som spolere min glæde. Hun er altså
noget af en tryghedsnarkoman. Jeg kan fornemme, at hun også godt kan lide huset
her, men ensomheden og afsondretheden skræmmer hende. Jeg er kommet med en
række løsningsforslag. Eksempelvis at vi kunne sove i stuen. Den ide blev
afslået. Sæt nu der kom indbrudstyve, de kunne så let som ingenting smadre
glasset og så ville vi ligge der. I soveværelset ville vi i det mindste kunne
høre dem først, så tyvene i det mindste ikke kunne overraske os. Men soveværelset
er heller ikke for godt, det er et oplagt sted for spøgelser. Gangen over til
toilettet er heller ikke for godt, det er lige sådan et sted, en ond ånd kunne
lure.
Jeg fortæller hende, at jeg engang havde en internetven, som
skrev til mig, at der intet er frygte om natten, som ikke er der om dagen.
Pylrehoved ryster på hovedet og beder mig om at overlade den slags til hende,
for det har jeg tydeligvis ikke forstand på. Jeg foreslår så entreen som et muligt
sovested. Døren er ikke lavet af glas, men hårdt træ og den kan låses. Hun
lover at tænke over det og melde tilbage med et svar.
Jeg går ud og henter en kop kaffe mere. At diskutere med
pylrehovedet er der ikke meget fornuft over. Det her er en udfordring, men den
er nødvendig. Et minde dukker op, mens jeg står og kigger ud på det grønne.
Det hele startede med uhyggelige vandrehistorier. De var
meget populære dengang, jeg var teenager. Især en af dem skræmte mig. Den
handlede om, at man skulle stille sig foran badeværelsesspejlet med lyset
slukket og døren lukket. Mens man så i spejlet skulle man kalde på den mørke
dame. Den vandrehistorie sad fast. Jeg hastede forbi samtlige spejle, mens jeg
kæmpede med mit sind om ikke at udfordre skæbnen ved at kalde på den mørke
dame. Til sidst blev det for meget for min storebror. Han ville have at vide,
hvad der dog skræmte mig så meget ved spejle. Da han hørte historie, hev han
mig med ud på toilettet og blev trofast stående udenfor den lukkede dør.
Nervøst og rystende stod jeg ved håndvasken og kiggede ind i det kulsorte
spejl. Endelig tog jeg mig sammen, kaldte højt og sikkert rimeligt skingert på
den mørke dame. Jeg ventede, men intet skete, den mørke dame blev væk.
Det var her, jeg lærte, at det farlige ophører, når man ser
det i øjnene. Det tager magten fra det.
Det er det samme, jeg gør nu. Det her liv er mit. Det er mit
ansvar, hvad jeg vælger at gøre med det.
Men min egen indre stemme er ved at drukne i andres
menneskers meninger, deres holdning til det gode liv. Mit eget strenge overjeg,
der diktere hvilke forpligtelser og moraler, jeg bør leve op til. Nødvendigheden
af at lytte til de mennesker, jeg holder af og indimellem nogle, jeg ikke kan
lide, af ren høflighed.
Jeg måtte væk. Pylrehoved eller ej. Nu er det på tide at
finde min indre stemme igen, og give hende mulighed for igen at trække vejret.
Jeg behøver kun at gå ganske kort ind i skoven, før jeg støder på træer som dette. Det føles næsten som kunst fra natuens side.
Et stykke nede af grusvejen kan jeg stå og nyde denne udsigt, samt mærke, hvor let det bliver at trække vejret. Det ligger næsten i luften, at her bor ikke mange mennesker, som kan forstyrre min ro.