Før jeg
begynder på anmeldelsen, så vil jeg gerne gøre det klart, at selvom jeg skriver
sci fi, så er jeg ikke specialist. Jeg har ikke læst de klassiske historier,
men har læst flere af de nye sci fi /fantasy ungdomsbøger. Det er under disse
forudsætninger, at jeg anmelder denne specielle novellesamling.
Englevognen
består af 4 noveller; Olgata, Det høje væsen, Den intergalaktiske kodebog og
englevognen. Novellesamlingen er dedikeret til Villy Sørensen, som for over 60
år siden var forfatter til - Sære historier. -
Olgata
Albert er
ejer af et firma, der forsker i biokybernietiske organismer og sælger globale
genoplastiske løsninger. Derudover har han et seksuelt forhold til sine
tvillingepiger Angela og Charlotte. Alberts barnebarn David Har lavet et
program kaldet GEM, som forsker i svar på de spørgsmål, som David stiller.
Programmet fanger Alberts interesse, så han laver sin egen kopi Olgata og lader
den køre sideløbende med Davids GEM. Da Gem kommer frem til en formel, indser
Albert, at han er nødt til at kidnappe sin gamle ven Alchimedes.
Det høje
væsen
Juris job
består af at lave en slags pornofilm via en hjelm, men da en armanielsker
dukker op og er klar til at forfører hende, så sker der noget uventet. Han er
af den type, som elsker at spise syngende hvidløg, og før Juri ved af det, er
hun selv blevet til et af disse. Parat til at blive spist. Hun rækker ud efter
sin mand David, som kort tid forinden har siddet ved morgenbordet og brokket
sig over, at hans øjne endnu ikke er dukket op. Samtidig med at hans morgenmad
(mysli) har forsøgt at kommunikere med ham. David opfanger hendes nødkald og
skrider til handling.
Den intergalaktiske
kodebog
Louisa
betragter sig selv som en utæt luftmadras. Derudover er hun også fantastisk til
matematik og har nullertalmænd i sin lejlighed. På diskoteket kommer hun i
kontakt med de fyrre, som hun har brug for at erobre. Kun efter sex føler hun,
at hendes krop er rolig nok til at hjernen kan arbejde. Hun har nemlig brug for
at slå sin bedstefar i at kunne huske mængden af pi decimaler. Dette sker
indtil hun møder David. En huleforsker i en rød Bugatti, samtidig kører hendes
hjerne i tidssløjfer, som David har brug for.
Englevognen
Deo Doranten
kører rundt i byens gader, mens de ældre mænd stimler sammen og venter på at få
deres pust, så de kan lugte ens. Til gengæld gør de deres pligt ved at tale
negativt om tilværelsen og ungdommens ubesindighed. Reklamer er forbudt.
Undtagelsen er koret, som kommer efter deo doranten. Et kor som Angelica er en
del af. Det er hendes månedlige døgnvagt, og stemmen lider under det hårde
pres. Men så er det godt, at der findes englestøv. Ejnar Rosendal er
autoriseret luftbærer, hvilket giver ham ret til at bære på sin egen duft,
modsat alle andre, der skal dufte ens. Ifølge hans naboer er hans lugt en
afskyelighed. Inge Rosendal er gift med Ejnar. I det daglige holder hun tørre-snors-regnskab,
men må indse at ingen sætter pris på dette arbejde. I al hemmelighed holder hun
også af prutlugt, og nyder at hendes mand har lov til at bære sin egen duft.
Samtidig er deres fælles hang til disse særlige dufte noget, der binder mand og
hustru sammen.
Min mening
Denne
novellesamling er meget speciel. Jeg har nu læst alle fire historier og må
tilstå, at jeg ikke aner, hvad jeg har læst.
Jeg har læst
mange bøger, om utallige emner, dog mest bøger, der hører til i de fantastiske
genre. Men jeg forstår ikke disse fire noveller, der inddrager en hel række
personer, deres tanker og måske også følelser, som for det meste udmunder sig
en eller anden form af seksuel karakter.
For mig er en
novelle en kort historie, der har et lille persongalleri og som drejer sig om
en hændelse eller over en kort tidsperiode. Derfor bliver jeg forvirret, når
jeg eks. i englevognen bliver præsenteret for Angelica, der har indtaget for
billigt englestøv. Deo dorant føreren og dennes hang til intim kærlighed med en
luder, samt lidt oplysninger om hans bedstefar. En ung knægt, der drømmer om at
blive deo dorant anfører en skønne dag. Hr. Winther og Louisa´s forhold, især i
forbindelse med hendes anorexi. Ejnar, Inge og Ibsens forhold til prutter, samt
yderligere to personer, der kommer ind og har taletid.
Det er meget
at proppe ind i en novelle på 43 sider. Jeg føler lidt, at jeg som læser tumler
rundt i et univers, der bliver forklaret ved brugt af mange flotte ord og et
kæmpe person galleri, hvor alle får taletid. Der er så meget lagt ind på så få
sider, at historien ikke får dybde. Jeg får ikke lov til at kende personerne.
Der er ikke en given hovedperson, hvis tanker, jeg kan mærke og følge gennem
historien. Der springes for meget rundt. Universet, jeg befinder mig i, føles kun
som ord på papir. Det skaber ikke den film for mit indre, jeg er vant til, når
jeg læser.
Dette er
utvivlsomt noget af det mest sære, jeg nogensinde har læst, men måske var det
også formålet?
