Mandfolk er
den første del af serien om Hans Theodor. Herefter kommer Dragemand og til
sidst Slået hjem. Hans-Theodor er 10 og 11 år i de første to bøger. I den
sidste møder vi ham som 15-årig.
Mandfolk; Vi møder Hans Theodor, der bor
sammen med sin mor og far i et lille hus et stykke uden for byen. Det er i
efterkrigstidens Danmark, en tid hvor nævnerne sad løse, når det kom til
opdragelse. Dagene foregår med cykeltur til og fra skole, græsslåning, rydning
af gårdspladsen, lektier, samt en næsten daglig tur til købmanden. I
skolegården er livet også hårdt. Gårdvagten er ofte ude af syne eller rimelig
ubrugelig, når det kommer til at beskytte eleverne. Hans Theodor må i hvert
fald ofte gemme sig for KP og hans klikke. De dage, hvor det ikke lykkedes,
står den på ribbensmassage i cykelskurret.
Hjemme hos
Hans Theodor er der ofte heller ikke rart. Hans far har et skur - kendt som
værkstedet. Der sover han indimellem ude, eller lukker Hans Theodor inde, så
han kan lære at opføre sig ordentligt og blive et mandfolk. Det er nemlig meget
vigtigt at blive et mandfolk. Hvis man bliver spejder, er det lettere at blive
et mandfolk, mener Hans Theodors far. Hans Theodor tænker mere på, at hvis han
bliver et mandfolk, så slipper han for at komme på børnehjem, som hans far
normalt truer med.
Hans
Theodors mor er sød og en pligtopfyldende. Hun lægger sig endda imellem, når
faren slår Hans Theodor lidt for meget og lidt for hårdt.
I skolen er
lussinger en normal ting. Kun pigerne slås der ikke på, men drengene, hvis der
er så meget som en hvisken under morgensang, så kommer der en syngende lussing.
Det er dog
ikke alt i Hans Theodors verden, der er hårdt arbejde eller syngende lussinger.
Der er den søde Lone fra klassen, som han drømmer om, når han ligger i sin seng
om aftenen. Så er der super Per, som altid kommer ham til undsætning og er god
at snakke med. Der er også ferierne hos onkel, morfar og mormor. Ude i morfars
skur har han ikke ti tommelfingre. Men Hans Theodor tænker, hvis han ikke
nævner over for morfar, at han har ti tommelfingre og derfor, i virkeligheden,
ikke kan finde ud af det der med biler, så opdager morfar det måske slet ikke.
Min mening; Hans Theodor brændte sig hurtigt ind
i min læseivrige sjæl. Hans hverdag og de livserfaringer, han gør sig
undervejes. Jeg plejer ellers ikke at læse noget, som kommer for tæt på den
normale verden, men her blev jeg draget og hevet ind. Det er en historie, som
fortælles med et barns øjne og måde at se/opleve/forstå livet på.
Det, der er
specielt, er, at det fortælles, så en voksen kan læse med og huske tilbage. Jeg
blev hevet tilbage til min egen barndom og min undren over de voksne.
Det var dog
ikke det eneste, som drog mig. Den anden ting, og nok den vigtigste, var Hans
Theodor. Jeg havde seriøst lyst til at give den dreng et knus, fjerne ham fra
alt det onde. Desværre var det ikke i min magt at gøre noget. Jeg kunne kun
læse historien til ende. Det endte med, at jeg sad og græd...
Det er nu 4
måneder siden, jeg blev færdig med bogen, men Hans Theodor har aldrig helt
forladt mig. Mandfolk er en af den slags bøger, som efterlader et mærke.
Sproget er så stærkt, så barnligt enkelt, at det skaber en oplevelse, som gør,
at når man lukker bogen, så er man stadig ikke færdig med historien. Jeg har
ikke kunnet lade være med at tænke på, hvad der dog skulle blive af Hans
Theodor...
Da
forfatteren så i dag (d. 30 sep. 2013) tilbød mig Dragemand, så kunne jeg ikke
på nogen måde sige nej tak. Jeg måtte vide mere. Det kunne da umuligt blive
værre. Jeg modtog bogen i formiddags og har nu (ædt råt) 169 sider. Jeg tog
fejl, det blev værre. Jeg har igennem dagen gentagne gange måtte lægge bogen
fra mig, for nu var det for voldsomt. Jeg har haft lyst til at råbe ad alle
disse uduelige voksne. Desværre er det lige som sidst. jeg kan ikke gøre
hverken fra eller til, men en ting er sikkert, jeg er nødt til at læse videre.
Det tegner til at blive en sen aften...