Vraggods - Abaddons Arv 1 af Sven Damgaard Ørnstrup

I bogens første kapitler møder vi Oran, Cynog og Dermot - søn af Cynog. Oran vil udfordre Dermot til kamp på grund af skibet Aurelia. Han har ventet så længe på at få sit eget skib og vil ikke overgive det til en, som er mindre værd. Desværre er Cynog stærk. Hans guldbetvinger vidner om hans styrke. Autarkens lov er, at udfordreren bestemmer tid og sted. Oran ved, at han skal handle nu og her, ellers vil det kun være hans kolde lig, som morgenlyset vil ramme. Dermot får støtte af sin far, men sønnens svaghed er for stor. Oran får en stærk fjende, men vinder sig også et skib.

Herefter skifter scenen til den rolige landsby Hammersholt. Udenfor kroen "Den syngende drage" venter Erik på sin bedste ven Odd. Odds søster Marlen er alvorligt syg, og det har drevet de to venner til at blive krybskyttere. Det er farligt, men de to unge trives både med faren og håbet om, at kødet vil gøre Marlen rask. Erik er nemlig vild med Marlen, selvom han ikke har besøgt hende, siden hun blev syg, hvilket har vakt hans dårlige samvittighed. Denne nat bliver dog anderledes end de fleste. Odd og Erik sover i deres hemmelige klippehule, efter at have mæsket sig i den ene hare, da Erik mærker trang til at lade vandet. Han får øje på nogle blinkende lys ude i horisonten. Det er sikkert smulere, som der ofte er på kyststrækningen. En kasse i vandkanten fanger hans opmærksomhed og ved hjælp af nogle fiskestænger, får han bakset den op til hulen ved hjælp. Kassen indeholder underlige ting, og da Erik vågner op på den kolde klippekant, er ethvert minde om kassen forsvundet.

Eriks og Odds gerninger kan dog ikke blive ved med at have et heldigt udfald. Netop som "Den syngende drage" har besøg af en skjald, kommer grevens mænd for at anholde dem. Så Erik og Odd får ikke chancen for at høre historien om den mægtige økse Gleipnagur færdig. Da de bliver taget med, ved de heller ikke, at næste gang de ser Hammersholt, vil det kun være de udbrændte huse, som står tilbage. Allerede i fængslet opdagede Erik et underligt udslæt og mens rejsen mod sikkerhed står på, breder det sig på hans arm.

Min mening;

Dette er fantasy skrevet til voksne, men kan også sagens læses af unge. Dette er den første bog ud af foreløbig to. Nummer tre skulle også være ved at blive skrevet.

Det er tydeligt at mærke, at denne bog er starten på noget større. Som læser bliver man præsenteret for en del personer, der vil få betydning for handlingen senere. Indimellem springes der lidt vel rigeligt, og man kan tydeligt mærke, at forfatteren ved det hele, fordi vi det ene øjeblik er i Orans hoved, så i Eriks, det næste i Odds, for så at komme ind i Marlens og dernæst i Jussis. Det kan godt blive lidt forvirrende, og indimellem måtte jeg lige bladre tilbage for at tjekke op på, hvad det nu var, der var sket sidst, vi var hos den person.

En anden ting, som jeg skulle vænne mig til, var at vi først er i nutiden, for dernæst at gå tilbage i tiden og så kommer forklaringen. Eks. er meget fint med Marlens sygdom. Jeg får at vide, at hun er meget syg, herefter får jeg Eriks minder omkring høstfesten, så går de to unge mennesker tur og dernæst får jeg så Marlens oplevelser med Kalle under høstfesten, hvilket har ført til hendes sygdom. Sådan er det hele bogen igennem. Det fungere faktisk ok, da jeg lige havde vænnet mig til den fortællerstil.
Der er også nogle kapitler, som er skrevet, så de virkelig fanger. Især kan jeg genkalde mig skjaldens besøg i "Den syngende drage." Det er skrevet så godt, at jeg som læser rent faktisk sidder blandt krogens gæster og lytter med. Jeg fornemmer hver en pause, den spændte stemning og den atmosfære, som skjalden formår at skabe. Det er mesterligt godt skrevet.

Jeg skrev i starten, at Vraggods kun er den første bog i en serie. Dette mærkes tydeligt, fordi vi bliver præsenteret for en del forskellige personer, som på den ene eller anden måde kommer til at spille hver deres rolle. Bogen er meget roligt bygget op. Det føles meget som om bogen kører i første og max andet gear hele vejen igennem. Jeg har den næste bog liggende og håber, at den i hvert fald kommer op i tredje og gerne lidt i fjerde gear. Selv dette kan virke som en hård kritik, så har Vraggods noget at byde på. Især håber jeg på at få noget mere at vide om de betvingere, som kun nævnes i de første kapitler.

Jeg har været så heldig, at Sven Damgaard Ørnstrup indvilgede i at besvare spørgsmålene i mit forfatterinterviw. Du kan læse interviewet via dette link; http://xanadues-imagination.mono.net/sven-damgaard-rnstrup

Mandfolk af Finn Wilkens

Mandfolk er den første del af serien om Hans Theodor. Herefter kommer Dragemand og til sidst Slået hjem. Hans-Theodor er 10 og 11 år i de første to bøger. I den sidste møder vi ham som 15-årig.

Mandfolk; Vi møder Hans Theodor, der bor sammen med sin mor og far i et lille hus et stykke uden for byen. Det er i efterkrigstidens Danmark, en tid hvor nævnerne sad løse, når det kom til opdragelse. Dagene foregår med cykeltur til og fra skole, græsslåning, rydning af gårdspladsen, lektier, samt en næsten daglig tur til købmanden. I skolegården er livet også hårdt. Gårdvagten er ofte ude af syne eller rimelig ubrugelig, når det kommer til at beskytte eleverne. Hans Theodor må i hvert fald ofte gemme sig for KP og hans klikke. De dage, hvor det ikke lykkedes, står den på ribbensmassage i cykelskurret.

Hjemme hos Hans Theodor er der ofte heller ikke rart. Hans far har et skur - kendt som værkstedet. Der sover han indimellem ude, eller lukker Hans Theodor inde, så han kan lære at opføre sig ordentligt og blive et mandfolk. Det er nemlig meget vigtigt at blive et mandfolk. Hvis man bliver spejder, er det lettere at blive et mandfolk, mener Hans Theodors far. Hans Theodor tænker mere på, at hvis han bliver et mandfolk, så slipper han for at komme på børnehjem, som hans far normalt truer med.

Hans Theodors mor er sød og en pligtopfyldende. Hun lægger sig endda imellem, når faren slår Hans Theodor lidt for meget og lidt for hårdt.

I skolen er lussinger en normal ting. Kun pigerne slås der ikke på, men drengene, hvis der er så meget som en hvisken under morgensang, så kommer der en syngende lussing.

Det er dog ikke alt i Hans Theodors verden, der er hårdt arbejde eller syngende lussinger. Der er den søde Lone fra klassen, som han drømmer om, når han ligger i sin seng om aftenen. Så er der super Per, som altid kommer ham til undsætning og er god at snakke med. Der er også ferierne hos onkel, morfar og mormor. Ude i morfars skur har han ikke ti tommelfingre.  Men Hans Theodor tænker, hvis han ikke nævner over for morfar, at han har ti tommelfingre og derfor, i virkeligheden, ikke kan finde ud af det der med biler, så opdager morfar det måske slet ikke.

Min mening; Hans Theodor brændte sig hurtigt ind i min læseivrige sjæl. Hans hverdag og de livserfaringer, han gør sig undervejes. Jeg plejer ellers ikke at læse noget, som kommer for tæt på den normale verden, men her blev jeg draget og hevet ind. Det er en historie, som fortælles med et barns øjne og måde at se/opleve/forstå livet på.

Det, der er specielt, er, at det fortælles, så en voksen kan læse med og huske tilbage. Jeg blev hevet tilbage til min egen barndom og min undren over de voksne.

Det var dog ikke det eneste, som drog mig. Den anden ting, og nok den vigtigste, var Hans Theodor. Jeg havde seriøst lyst til at give den dreng et knus, fjerne ham fra alt det onde. Desværre var det ikke i min magt at gøre noget. Jeg kunne kun læse historien til ende. Det endte med, at jeg sad og græd...

Det er nu 4 måneder siden, jeg blev færdig med bogen, men Hans Theodor har aldrig helt forladt mig. Mandfolk er en af den slags bøger, som efterlader et mærke. Sproget er så stærkt, så barnligt enkelt, at det skaber en oplevelse, som gør, at når man lukker bogen, så er man stadig ikke færdig med historien. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvad der dog skulle blive af Hans Theodor...

Da forfatteren så i dag (d. 30 sep. 2013) tilbød mig Dragemand, så kunne jeg ikke på nogen måde sige nej tak. Jeg måtte vide mere. Det kunne da umuligt blive værre. Jeg modtog bogen i formiddags og har nu (ædt råt) 169 sider. Jeg tog fejl, det blev værre. Jeg har igennem dagen gentagne gange måtte lægge bogen fra mig, for nu var det for voldsomt. Jeg har haft lyst til at råbe ad alle disse uduelige voksne. Desværre er det lige som sidst. jeg kan ikke gøre hverken fra eller til, men en ting er sikkert, jeg er nødt til at læse videre. Det tegner til at blive en sen aften...