Xanadu (film med Olivia Newton John)

Xanadu

Film med Olivia Newton John og Gene Kelly fra 1980.

Det er en blandings film med musik og en enkelt sang, lavet med tegnefilm til.

Nu havde jeg lige nævnt en tittel med Xanadu i navnet, så nu fortsætter jeg stilen. Denne film danner grundlaget for mit valg af navn, derfor er den med her, selvom den ikke hører til under mine normale kategorier.

Historien handler om Sonny, en ung kunster, som er gået freelance, men det virker ikke for ham. Der er ingen penge til mad eller husleje. Han er nødt til at vende tilbage til sit gamle arbejde, som handler om at forstørre plakater, så de kan hænge i butiksvinduer.

Det er her Kira kommer ind i billedet. Zeus sender sin muse til Sonny, så han igen kan finde inspirationen. Kærlighed var aldrig en del af planen, men det bliver det. Gang på gang støder Sonny ind i Kira, og sidenhen Gene Kelly, som også har mistet sin inspiration og nu arbejder for familiefirmaet. Han tager derfor ofte en meget meget lang frokostpause.

Han drømmer om endnu et sted, hvor musik og glæde kan forenes. En gammel boksering bliver målet for begges drømme, men Sonny må indse, at Kira ikke er normal, Ligesom Gene Kelly måtte det i sin tid. Kan Sonny finde modet til at opsøge de gamle græske guder, og få sit livs kærlighed?

Filmen er fyldt med smukke livlige sange, der afspejler tiden i 80érne. Ligesom rulleskjøter er det nyeste nye. Jeg har set filmen utallige gange, og hver gang fanger den mig. Ydermere er det filmen, som gav mig inspirationen til min avatar her på nettet. Eét er tilføjet, fordi jeg flyttede fra sjælland til jylland. Sjællændere sætter eér ind på steder, som jyderne aldrig har hørt om, så det blev et lille tvist ;-)

Madame Xanadue (tegneserie)

 Madame Xanadu - Disenchanted

Købt på http://www.saxo.com/

En del af en serie på ca. 4 bind.

Udgivet af Vertigo

Skrevet af Matt Wagner

Vi møder Nimue på jagt i skoven. Hun er en del af Elder-folket, og har to søstre, lady of the lake og Morgana. Vi befinder os i tiden før Camelots fald, og Merlins påkaldelse af en ond dæmon. En drik holder Nimue ung, og især denne drik er Merlin meget interesseret i.

Nimues liv er roligt. Hun bor i skoven, som hun elsker og beskytter. Går klædt i en dragt og sko, som gør at hun bevæger sig som et dådyr. Dette ændre sig, da hun får besøg en flok druider, og Stranger.

De hvide øjne, og den tidsløse ånd har en bøn til Nimue, indespær Merlin, forhindre det, som er ved at ske. Nimue handler for sent. Morganas søn Mordred destruere i løbet af ingen tid hendes elskede Camelot. merlin tager hævn, og tager Nimues magi, så hun nu må flygte.

 Vi møder Nimue igen, flere år senere i et palads i Asien. Den store Khan af Mogoliet har taget hende under sine vinger som en seer fra vesten. Paladset bliver senere kendt som fornøjelsespaladset Xanadu i digtet; Xanadu - Kubla Khan af Samuel Taylor Coleridge.

Det er lige før Marco Polo gør sin ankomst, men sammen med ham dukker Stranger op. Han må som sædvanlig ikke blande sig i begivenhederne, og beskriver sig selv som en, der observere. Nimue får ham fanget og spærret inde. Hendes varme følelser møder dog ikke genkendelse, og så måske alligevel.

Gennem århundreder følger vi Madame Xanadu. Fra hendes tid i paladset Xanadu, til hoffet og Marie Antonett, goulitinen og endnu et skænderi med Stranger, som igen ser observerende til.

Denne gang er det dog ved at gå galt. Trods et løfte om at holde sig væk fra begivenhederne, så bliver hun nødt til at blande sig, og ender med selv at blive smidt i fængsel. Uden sin drink ældes hun med forbløffende hast, og en påkaldelse af døden er nøvendig.

Dette bliver ikke ende på Xanadus liv, vi følger hende til England og Jack - The ripper, senere til USA og tryllekunsternes verden. Men uanset, hvor længe man lever, så kan det være svært at opdage det sande kald.

Det endelige opgør med Stranger venter hende, og med det, svaret på hendes mening med livet.

Min mening; Jeg måtte bare købe denne tegneserie, som bærer mit navn, og jeg har ikke fortrudt købet. Billederne er flotte, fyldt med detaljer, og madame Xanadu, samt Stranger er et bekendtskab værd. Jeg vil helt sikkert også købe de andre bind af serien. Den kan kun anbefales.

Dette burde skrives i nutid af Helle Helle (roman)

Dette burde skrives i nutid

af

Helle Helle

I denne historie, som jeg nærmest vil beskrive som social realisme, møder vi Dorthe Hansen, og hendes faster med samme navn.

Dorte er begyndt på universitetet, men har ikke været der, siden det første møde med studiegruppen. Nu er hun ved at købe et lille hus, tæt på en jernbane. Hendes faster er med hende, og tæller skridtene fra huset til jernbanen.

Langsomt får vi gennem nogle kapitler oplyst Dorthes historie, ikke hendes historie siden barndommen, men blot måske omkring et års tid tilbage i tiden. Den tid, hvor hun først møder Per, og flytter sammen med ham på hans forældres gård. Derefter møder hun Pers fætter, og flytter sammen med ham.

Da det heller ikke går, og han går fra hende, så bliver hun boende på hans værelse, og er sammen med en af de andre i komplekset, indtil han opsiger værelset. Dernæst bor hun hos sin faster, indtil fasteren får en kæreste, og her kommer det lille hus ind i billedet.

Forældrene er opsøgende, men Dorthe undgår dem, ligesom un undgår universitetet og diverse andre ting i hendes liv, uden at der gives nogen forklaring.

Min mening - Ja jeg ved næppe, hvad jeg skal skrive. Jeg måtte trække mig gennem hvert eneste kapitel. Det positive, der kan siges, er at jeg kan se det hele for mig, og sproget er let og flydende.

Men der er godt nok mest negativt. Hvad er det for en historie, der er jo ingen overhovedet! Hovedpersonen vandre gennem livet, fra kæreste til kæreste, eller det hankøn som lige er i nærheden, om han så er optaget eller ej. Der ses ingen struktur og begrundelse for denne besynderlige adfærd, medmindre at bogen skal fortælle, at man efterligner hinanden. For de to Dorther minder om hinanden.

Det mest spændende ved bogen, er at der medfølger bogmærke, ligesom i de gamle bøger. Men så er alt også sagt. Less is more, er et ordsprog, som ofte bruges af dem, som skriver. Det betyder, at man skal lære at skære ind til benet, og ikke pynte sin historie unødigt.

Her er det virkelig skåret indtil benet, så meget at jeg ikke kan se, om det er et lårben eller et bækken, jeg sidder med. Om hovedpersonen kan jeg kun sige, at godt hendes slags ikke domminerede i stenalderen, for så havde menneskeheden da aldrig overlevet!

Foredrag på biblioteket d.25/1-2012

Var så heldig, at bibliotket havde arrangeret et foredrag med Helle Helle. Tænkte, at det kunne være oplysende at høre hende selv fortælle om sine historier, og det var det.

Hun kom ind i salen, mens den så småt var ved at blive fyldt. Satte sin sorte taske på bordet, var selv klædt i sort, sorte støvler med en meget høj spids hæl. Har altid tænkt på, om sådanne støvler er behagelige at gå i.

Enkelte begyndte at nærme sig bordet med deres bøger i hånden, og det fik også modet frem i mig. Jeg gik derop, rød i ansigtet og et lidt for højt blodtryk. Men hun var virkelig imødekommende, mødte mine øjne og spurgte, om jeg havde pjækket fra arbejde for at høre foredraget. Det havde jeg ikke, da jeg den dag havde aftenvagt.

Heldigvis spurgte hun ikke om, hvad jeg synes om bogen, om end jeg rent faktisk tror, at lige netop hun godt kunne klare at høre sandheden. Hun startede med at fortælle om, at hun ofte blev stillet mange interesante spørgsmål. Eksempelvis havde en spurgt hende om, hvorfor hendes bøger altid føltes som en lang indledning?

Et andet spørgsmål, hun ofte bliver stillet, er hvad hendes bøger egentligt handler om, for der sker jo ikke noget. Det er så svært at svare på, udbrød hun. Ved det ikke rigtigt, kan ikke svare på det, men derfor læser hun anmeldelser, fordi det er anmeldelser gode til at svare på.

Når hun starter på en ny historie, eks. Dette burde skrives i nutid, så starter hun med; hvor skal det foregå?

I denne historie fandt hun så Glumsø, dernæst en mor, en far og en Irma. Hovedpersonen var 39 år, studere i KBH, men kommer aldrig på studiet, men det ved forældrene ikke. Langsomt blev Dorthe så yngre og yngre, indtil hun endte på 21 år, og forældrene endte med at glimre ved deres fravær.

Men det er sådan, det er at skrive. Der skal så lidt til at ændre det hele.

Historien forgår i 80érne, fordi så kan hun undgå mobiltelefoner. Ved ikke, hvordan hun skal forholde sig til mobiltelefoner. Folk kan jo ikke strande nogen steder og møde andre, fordi de lige kan ringe. Alle kan jo så let komme i kontakt med hinanden.

Historien skulle handle om en, der skriver, men det kom til at fylde mindre og mindre.

Om titlen sagde hun, at man reflektere over datiden, ikke nutiden. Men Dorthe reflektere ikke, det sker ikke. Derfor hedder bogen, Dette burde skrives i nutid.

Helle Helle vil gerne have fokus på at beskrive mødet mellem mennesker, sådan som vi møder hinanden i virkeligheden. Derfor beskriver/fortæller hun, hvad personerne gør, ikke hvad de tænker og føler.

når hun skriver, så tænker hun ikke i symboler, plots, problemstillinger og temaer. Hun udbygger ikke et skelet, og derefter langsomt bygger historien op.

Det sker heller ikke, at hendes personer tager magten fra hende. Hun synes, at det lyder så eksotisk, når forfattere fortæller, at deres personer sidder med til bords. Men det sker ikke for hende. De tager ikke magten, men det gør sproget sommetider.

Hun har meget fokus på de gode sætninger. Er der nok gode sætninger, så er det nok også en god roman. Derudover tilføjer hun, at tegnsætningen er vigtig. En god læseoplevelse ligger i tegnsætningen. Der er ingen læsere, som sidder og roser tegnsætningen, men den er bare så vigtigt.

- en pointe, jeg ikke synes, kan understreges nok.

Det var et virkelig godt fordrag, og med det i bagagen, begyndte hendes historie at gro lidt på mig. Det betyder dog ikke, at jeg vil læse mere af hende. Jeg tiltrækkes af føleri og drager. Jeg vil helt ind under huden af de peroner, jeg læser om. Der skal være store kampe, udvikling og det er vigtigt at gøre det rigtige. Det kan Helle Helles historier ikke give mig. Men det kan jeg ikke bebrejde hende.

Hun oplyste, at der er en modstand i hende, mod at nogen gør det rigtige. Hun dykker ned i det der med, at de ikke kan finde ud af det, og ikke rigtig går den rigtige vej.

Vildheks 1-3 af Lene Kaaberbøl

 Vildheks af Lene Kaaberbøl

1. Ildprøven
2. Viridians Blod
3. Kimæras Hævn
4. Flere titler under forberedelse

Clara er en ganske almindelig pige, måske lidt mere kedelig end så mange andre. Hendes mor kalder hende for Mus, og hendes far bor et andet sted, men er en skøn skilsmissefar.

Oscar er hendes bedste ven, og nok også den eneste.

Problemerne starter med en sort kat, som hedder - ja - Kat. Han venter på Clara, sidder på trappen nedenfor boligkomplekset, og kradser hende i ansigtet. Hvilket får Claras mor til at flippe ud, især da de bliver nødt til at tage til lægen, da Clara hurtigt bliver dårlig. Hun får medicin, men det hjælper ikke.

Claras ellers så "tjekkede og styr på det hele" mor, går amok, og tager Clara med op til Moster Isa. En moster, som Clara ikke har mødt før nu, hvor hun er 12 år, og den fødselsdag er åbenbart vigtig, selvom ingen af de to kvinder uddyber dette for Clara.

I det hele taget bliver Claras verden anderledes fra nu af. Langsomt ¨går det op for hende, at hendes moster er en en vildheks. at hun ikke må gå uden for Moster Isa vildhegn, og at der findes noget, som hedder vildveje.

Men det er ikke alt. Kimæra viser sig og prøver gang på gang at få fat på Clara. Moster Isa bliver nødt til at lære hende op, men alt hvad Clara behersker er "gå væk!" Moster Isa har også en anden elev, Kahla. Hun er altid varmt klædt på, men ser alligevel ud til at fryse konstant.

Da Kimæra tager Clara, og prøver at binde hende med jern, viser en flig af Claras evner sig. Hun formår at undgå Kimæra, men kun Kat kan hjælpe hende på vildvejene. Kimæra er dog ikke færdig med Clara, heller ikke selvom Moster Isa, Kahla og Clara bringer hende for rådet.

Men nu venter tre barske prøver den uprøvede Clara, og Ildensprøve er den sværeste og værste. Samtidig er der ingen som ved, hvor Kimæra er ude efter Clara.



I Viridians Blod må Clara endnu engang kæmpe mod Kimæra. Vildheksen Shanaia er i alvorlig knibe, og samtdig er der navnet Viridian og blodmagi. Selv Kat har svært ved at udtale Viridians navn, men det har Clara af en eller anden grund ikke. Oscar bliver kidnappet, og for at befri ham, må Clara gå imod sin ærkefjende. Kampen kommer til at stå i grotten under Shanias klippehus, og Clara får hjælp af en fremmet ukendt kraft med en kvindes stemme. Samtidig får de alle en tilflytter, en skabning skabt af Kimæra for at læse en underlig bog. Det er Ingentingen, som virkelig har brug for noget seriøs støtte.

Kimæras hævn tager Clara og Kahla tilbage til fortiden. Til tiden før Kimæra blev den, hun nu er. Clara møder Vildhekseskolen, som ikke bryder sig om, at man har en vildven, hvis man ikke er udlært vildheks.

Fortiden er skræmmende, men hvad hvis Kimæra ikke er skurken. Hvad hvis hun er offeret for noget andet og langt mere grusomt? Kahla og Clara må skynde sig. Kat er optaget af at bekæmpe den fjende, som også vil overtage Clara. Det kan meget vel koste hans liv, hvis ikke Kahla og Clara finder frem til sandheden og får det onde stoppet.

Det er en virkelig god serie. I starten sad jeg meget og tænkte WITCH, især Will kunne godt have meget tilfælles med Clara. Andre har draget den samme sammenligning. Men nu har jeg læst alle tre bøger, og kan kun varmt give dem min anbefaling. Der er smukke tegninger forest og bagerst i bøgerne. Dem måtte der gerne være nogle flere af.

En ting er sikkert, jeg køber også bog nr. 4, når den kommer på markedet.

http://www.vildheks.dk/

http://www.kaaberboel.dk/

Littel book holder (Endnu et bogmærke:-)

Littel book holder

Købt i Arnold Busck

Pris; 39,95 kr

Farver; Hvid, pink og orange 

Jeg fandt dette anderledes bogmærke, og besluttede mig for at købe det. Jeg har testet det, mens jeg læste Halo, og jeg er faktisk ret tilfreds med det. Man tager en bunke sider, sætter dem ind mellem benene på den lille figur, derefter splitter man siderne op, og sætter dem ind under de små arme. Det er ret let.

Ulemperne er, at når man vender sider, skal man være lidt forsigtig, ellers kan man rive dem i stykker.
Det tager også lidt ekstra tid at sætte siderne korrekt under armen, hvilket er en ulempe, især hvis man læser hurtigt.
Når man når til det sidste papir mellem benene, så skal man også lave en ny stak, og sætte det hele fast igen. Den skal også trækkes ned mod ryggen af bogen, ellers tager den lidt af de første ord øverst på siderne, hvilket er irriterende.

Fordelen er, at man bare kan lægge bogen fra sig. Den ligger opslået og siderne flytter sig eller vender sig ikke.
Man kan holde bogen med en hånd, eller have den i skødet uden at have hænder på den for at holde den åben.

Den har mange ulemper, men jeg tror faktisk, at jeg kommer til at bruge den en hel del, ulemperne til trods. Det er bare så rart at have hænderne fri, og bare lægge bogen fra sig, uden at være urolig for, om bogmærket er røget ud. Eller at jeg skal til at lede efter den side, jeg læste, hvis jeg ved et uheld taber bogen.

Halo af Alexandra Adornetto (fantasy/engle)

Købt i Bog og ide.

Første del af en planlagt triologi.
Sideantal 442.
Udgivet af Politikens forlag.














Beth ankommer til jorden, sammen med sin bror ærkeenglen Gabriel og sin søster Ivy. Beth er udsendt fra himlen til den støvede by Venus Cove. Det er planlagt, at de tre engle skal holde lav profil, mens de finder ud af, hvor ondskaben er lokaliseret.

Venus Cove har haft nogle uheld, som ikke virker helt tilfældige, det varer dog et stykke tid, før ondskaben viser sit grimme ansigt.

Beth/Bethany nyder, i modsætning til sine søskende, sin menneskelighed. Livet i skolen er spændende for den engle naive skønhed, som Molly - en lokal pige - straks kaster sig over og de to bliver bedste veninder. Drenge fanger også Beth´s interesse, især den anderledes og meget ambitiøse Xavier Woods. Imens hendes søskende prøver at få Beth til at holde afstand til menneskene, kaster Beth sig ud i menneskelivet. Hun bliver fuld, da hun ikke ved, hvad alkohold gør ved en. Xavier redder hende og tager hende hjem, snart er han hendes tro ridder.

Gabriel og Ivy lærer med tiden at acceptere både Molly og Xavier, og de to unge kommer regelmæssigt i hjemmet. Hunde Phanton kommer også til, da hans ejerinde skal på plejehjem.

Langsomt forvandles Beth´s følelser for Xavier til kærlighed, og hun viser ham, hvem hun virkelig er. Det skaber splid mellem de tre søskende, og ikke mindst i himlen. Beth gruer for, at hendes modige vovstykke vil ende i, at hun bliver hentet tilbage til himlen. Et evigt gyldent hjem, uden Xavier.

Deres forhold bliver dog godkendt, uden at Gabriel, Ivy eller Beth ved hvorofr. Xavier og Beths forhold bliver intenst, og Beth lærer mere og mere om livet blandt mennesker. Hendes naivitet er dog et problem. Især da Jake dukker op.

Mystiske ting begynder at ske. Xavier kommer til skade, og Beth står uden ledsager til det årlige prom. Det problem klarer Jake, men da Jake presser Beth og kysser hende mod hendes vilje, så går det langsomt op for Beth, hvem Jake er, og krigen er brudt ud.

Dette er en del af en triologi og af en ung forfatter. Historien rummer gode elementer, men jeg føler, at jeg får fortalt historien, at hver eneste detalje er skrevet ned, så der ikke overlades meget til min egen fantasi. Det er heller ikke en bog, hvor jeg sad og blev rassende eller fældede tårer.

Jeg får ikke lov til at opleve Beths følelser, som om de var mine egne, og det er en skam. Det er også en skam, at mødet med de mørke kræfter først sker i den sidste 5/6 del af bogen, og er overstået på 3 sider. Det hele er for mirakuløst - tilgiv mit udtryk - til at jeg ikke køber det. Historien og universet er godt. Jeg tror på det. Men der sker for lidt, og når der endelig sker noget, er det overstået og beskrevet i løbet af ingen tid.
Det er en skam, og det gør, at jeg blot læser historien, jeg bliver ikke draget ind i den. Det er en del af en triologi, men jeg vil ikke købe de to næste bøger. Der findes bedre historier.