Forfatterinde tanker -Tilbage fra barsel

I over et år har jeg kun skrevet ganske få sider på min voksen fantasy-historie. Ja jeg ved, det er lidt af en kliche. Efter Game of thrones kom ind i billedet, virker det som om alle der skriver i de fantastiske genre, går fra ungdomsbøger til historier for voksne.

Sagen er, at det er spændende at rykke op i en ældre kategori, spekteret kan på mange måder blive bredere og flere emner kan komme i spil. Men det er ikke alt, jeg fik en henvendelse fra min hpér (hovedperson) omkring hendes historie - ja, jeg er en af de forfattere, som har deres hpére og det meste af persongalleriet hængende i stuen, mens jeg skriver. Jeg har altid betragtet mig selv som et spøgelse i mine hpérs verden. De fortæller mig deres historie og giver mig de scener, som er vigtige. Derefter er det min opgave at fylde hullerne ud.

Det er en anden ting ved at skrive en historie ned, når hpéren er en voksen. I over et år har denne historie været i mit sind. Jeg har haft utallige indre samtaler og set utallige scenarier. De fleste mere end engang. Min hpér har som voksen haft mere tålmodighed og overbærenhed med, at jeg har været nødt til at udsætte skriveriet. Men hvor har jeg savnet det. Jeg har ofte sammenlignet det at skrive med det at trække vejret. I over et år har den del af mig været holdt i en spændetrøje.

I går satte jeg mig så til tasterne. Nu skulle det være og jeg mærkede frygten gribe fat i mig. For det var svært. Hvorfor var det så svært at gøre det. Jeg kiggede på uret og tænkte, jeg har ikke tid nok. De ringer efter mig, når sønnen har sovet sin lur - men det er bare en undskyldning. Det ved jeg godt. Sådan følte jeg også førhen og jeg var god til at finde på undskyldninger for ikke at skrive. for intet af det, jeg skrev, lød så godt, som det gør inde i mit eget hoved. Det irriterer mig. Jeg ville ønske, at nogen havde opfundet et apparat, som kunne overfører ens tanker direkte til papiret. Det ville være meget lettere, hvis mine samtaler med mine hpére kunne bliver overført direkte fra min hjerne til papiret, i stedet for at skulle ud gennem mine hænder.

Jeg har lyst til at udskyde det og kaste mig over min hjemmeside og blog. Jeg ved, hvordan man skriver artikler om at skrive. Det går let, fordi jeg elsker det og fordi det er så stor en del af mig. Jeg ved også, at jeg blot er lidt rusten. Lidt bange for at gå tilbage til tiden før junior og husbyggeri. Jeg er en anden nu og det har betydning for forfatterinden i mig. Jeg ved bare endnu ikke, hvad det betyder.

I dag har jeg skrevet lidt. Bare en ganske lille smule. Det lyder ikke godt, men der er stadig sandhed i det. Det er stadig lidt som det, jeg ser i mit hoved og det trøster mig, at det kun er første udsnit eller draft, som det hedder på forfattersprog. Der er stadig massere af tid til redigering senere. Men denne gang vil jeg gøre det, som jeg altid gør - don´t get it right, get it done. Redigeringen kan komme senere og det er i virkeligheden den, som gør en bog god.

Så der er ikke andet at gøre end at sætte mig til tasterne igen og se at få skrevet. Historien er der. Den har været i mit sind i over et år. Utallige samtaler, scenarier, sætte det hele sammen som et puslespil, finde ud af de forskellige personligheder, stykke det hele sammen og stille tonsvis af spørgsmål. Jeg er nødt til at skrive historien. Den er der og vil ud. Det vil blive hårdt, men selvom jeg kun har skrevet en lille del i dag, så føler jeg mig faktisk lettere. Spændetrøjen er blevet løsnet.